Dagen bød på en masse spændende paneldiskussioner, da TechBBQ løb af stablen i Operaen på Holmen i tirsdags. En af disse paneldiskussioner gik på de muligheder, som et acceleratorforløb kan give et håbefuldt startup. Med i panelet var repræsentanter fra tre af de førende acceleratorprogrammer, nemlig TheFamily, 500 Startups og Y Combinator.
Et acceleratorforløb kan nogle gange være det, der skal til for at et startup kan komme i gang med deres idé. Måske mangler der en forretningsplan, måske sidder man fast i udviklingen af produktet, måske er det noget helt tredje, man har brug for hjælp til. Et acceleratorforløb kan hjælpe med en masse af disse ting, men man skal også selv være villig til at lægge kræfterne i.
Oussamar Ammar fra det franske TheFamily, Stina Lilander Nysaether fra 500 Startups og Kirsty Nathoo fra Y combinator, som begge er placeret i Silicon Valley, gæstede scenen i Operaen til en snak om acceleratorforløb. De er selv en del af tre prominente globale acceleratorforløb.
Og de ser ikke acceleratorforløbene som et skridt op eller frem for startups. De ser snarere forløbene som en ekstra udvikling, der sker sideløbende med ens egen udviklingsproces.
Startups skaber deres egen succes
En ting, som de tre paneldeltagere var enige om, var, at mange startups lader til at misforstå acceleratorforløbets rolle. Ofte oplever de nemlig, at startups krediterer acceleratoren for deres succes, men det er forkert, mente de. Succesen skyldes virksomhedens eget hårde arbejde.
Derfor ser de heller ikke acceleratorforløbene som konkurrenter til investorerne, snarere tværtimod. De ser det mere som en slags symbiose, et samliv mellem de to instanser, hvor acceleratorforløbene er med til at gøre virksomhederne klar til det næste skridt, som kommer sammen med de større investeringer.
Ofte er det ikke vanvittige summer, et startup får ud af de europæiske forløb, og derfor mente paneldeltagerne, at der hersker en større risikovillighed hos forløbene, end der gør hos de store investorer, som ofte investerer mere kapital.
Et acceleratorforløb kan altså være vejen frem, hvis ens idé ikke er udviklet nok til at bevise en mulighed for succes endnu. For som paneldeltagerne alle var enige om, så tager det tid at opbygge de succesfulde startups, som kan hive pengene hjem igen. Derfor kan det til tider være vanskeligt for startups at opnå funding til deres projekter, fordi de ikke har opnået deres egen eksistensberettigelse på markedet endnu.
Ud af tryghedszonen
En af de ting, et acceleratorforløb kan hjælpe med, ifølge paneldeltagerne, er at holde et startup på tæerne. De bliver skubbet ud af deres trygge rammer og tvunget til at tage stilling til potentielt svære problemstillinger.
Men det er samtidigt det, der skaber udvikling, blev der nævnt fra scenen. Den følelse af pres kan medvirke til, at man tænker større, mere og vildere. Altså et øget fokus på udvikling, ikke kun i egen andedam, men ude på det globale hav.
Se dig omkring
Afslutningsvist kom panelet med et par gode råd til startups, der overvejer et acceleratorforløb.
Først og fremmest er det vigtigt at undersøge mulighederne. Der findes efterhånden så mange forskellige, at det er vigtigt at se på, hvad de forskellige forløb kan tilbyde, og hvad deres resultater har været. Derfor foreslog panelet, at startups undersøger forløbenes resultater først, snakker med andre deltagere, og i det hele taget danner sig et velbegrundet billede af, hvad det pågældende forløb går ud på.
Derudover bør man altså også have en nogenlunde klar fremtidsplan og handleplan for ens projekt. Det vil igen også kunne hjælpe en med at vælge det rette forløb.
Og så skal man aldrig være bange for at ansøge flere gange. Panelet var enige om, at man nærmest aldrig kan søge for sent eller for tidligt, da startupprocessen udvikler sig hele tiden.
Så kom man ikke med første gang, så søger man igen. Og igen. Og bliver ved til det lykkes.