Arkiver

De små aktuelleGuideNyheder

Startup-stafet #3: Et navn må godt være svært at udtale, hvis der er mening i det

Refuga, startupstafet

Vi har sendt en startup-stafet af sted til nogle danske iværksættere, fordi vi gerne vil vide, hvad der ligger bag deres virksomheders navne. Det rigtige navn er nemlig en vigtig del af et startup, men det er ikke altid lige nemt at hitte på eller at finde det rigtige. Denne uge er stafetten endt hos Refuga.

Refuga er et rejsesite for iværksættere. Vi har spurgt stifter Nikolaj Astrup om, hvordan Refuga fik sit navn.

Hvad er historie bag jeres navn?

Tidligere hed projektet Workaway, hvilket passede godt, da vi hovedsageligt lavede arbejdsture. Da vi begyndte at have et mere  internationalt fokus, stødte vi på et andet projekt med navnet Workaway, som havde været i gang i mange år. Vi fik løbende henvendelser fra folk som blandede de to koncepter sammen. De er da også begge rejserelaterede, men det betød, at vi skulle have fat i et andet navn.

Refuga
Nikolaj Astrup

Navnet Refuga er et en variation af ordet refugium, som både kan være en bjerghytte, hvor man kan få ly for natten, men også mere traditionelle steder i forbindelse med kirker, hvor munke kan få ro til deres studier. Nu til dags findes der en del refugier, hvor eksempelvis kunstnere kan tage til for at fordybe sig.

Den overordnede tanke er, at man bryder ud af hverdagen og har et slags helle, hvor man har tid og de rette rammer til at fordybe sig. Det er dét, vi forsøger at gøre med alle vores ture.

Hvordan I fandt på navnet?

Navnet Refuga opstod på de sociale medier, hvor en masse gav sparring til et kommende navn hvor domæneendelsen “.com” var ledig. Det er super svært at finde et godt navn, så det hjalp virkelig at få sparring online.

Hvad I mener, udgør et godt navn?

Jeg tror, det afhænger meget af ens produkt, og hvem man målretter det til. Som udgangspunkt vil jeg mene, at et godt navn er mere sigende og nemmere at forstå end vores navn Refuga umiddelbart er.

Vores navn kan der være en del som har svært ved at udtale og forstå meningen af. Fordelen er, at der reelt er nogle tanker bag, som folk synes hænger enormt godt sammen med vores værdier, når de lærer det at kende. Det hænger meget fint sammen med, at vi ikke sælger et mass-market produkt, men hellere vil opbygge et lille, stærkt community som 100 procent forstår vores filosofi.

I forlængelse af det, så skal vi helt klart være bedre til at fortælle ovenstående filosofi og tankerne bag navnet.

Hvad I har lært, at man skal holde sig for øje, når man navngiver sit startup?

Igen, vil jeg sige at det afhænger helt af, hvad man vil, og hvem man vil sælge til. Skulle jeg lave noget, som var mere henvendt til masserne, så ville jeg absolut fokusere på noget, som var mere sigende. Men til dette projekt passer vores navn godt.

Jeg vil dog til en hver tid fokusere på at finde et domæne hvor “.com” er ledigt. Det vil altid være ret højt på prioritetslisten.

Stafetten går videre til Maria Flyvbjerg Bo fra Hufsy.

Læs også: Startup-stafet: Hvor kommer dit navn fra?

Læs også: Startup-stafet #2: For et web-startup er det alfa og omega, at man kan findes online

1 kommentar

Skriv et svar