Relink benytter sig af machine learning og Big data til at udvikle software til rekrutteringsbureauer. Med god succes bag sig kan de nu også løfte sløret for en investering fra venturekapitalfonden SEED Capital.
I mange år har ansættelse af medarbejdere og arbejdet med rekrutteringen været en kilde til grå hår for mange virksomheder. Det rigtige talent til jobbet er vigtigt, men det kan være sin sag at sidde og gennemgå flere hundreder ansøgninger, CV’er og anbefalinger. Derefter begynder samtalerne, som skal koge antallet yderligere ned.
Læs også: RelinkLabs skal være enden på fejlslagne ansættelser
Det problem løser Relink med deres software, der inkorporerer machine learning og Big data. Og det har tiltrukket opmærksomhed fra SEED Capital.
Stort potentiale i Big data-tilgang
SEED Capital ser et stort potentiale i Relink. De forudser nemlig markedet for Human Ressource-tech vil femdobles inden for den næste årrække. Og det er altså et marked, der allerede er vurderet til omkring to milliarder euro, svarende til knap 15 milliarder danske kroner. På det marked mener de, at Relink har gode chancer for succes.
“Stifterne har alle stor erfaring med at opbygge sunde virksomheder, og de har allerede bevist, at de forstår at tiltrække stærke ressourcer til Relink. De løser et usædvanligt tidskrævende problem, og kan med deres software finde frem til relevante kandidater, selvom de ikke har ansøgt om stillingen. Det har potentiale,” siger Alexander Viterbo-Horten, Investment Manager hos SEED Capital, i en pressemeddelelse.
Når det kommer til rekruttering vinder maskinerne
Relinks mission er da også at nytænke rekrutteringen. Som medstifter Ståle Fredlund Husby påpeger, så er den klassiske proces i forhold til ansættelser ikke optimal. Han henviser til, at mennesket simpelthen har nogle fysiske begrænsninger, når det kommer til vores evne til at behandle data, som en computer ikke lider under.
Relinks software kan indsamle al tilgængelig viden om de forskellige talenter for at få så fuldendt et billede som muligt. Derefter laver softwaren en analyse, der forudsiger den mulige fremtid for kandidaten i forhold til karriere og til virksomheden. Analysen er ikke sat i sten, men tjener ved at give et bud på, hvordan lige præcis denne kandidat kan tilføre værdi til ens foretagende, og hvor længe man kan regne med at beholde talentet i egen fold.
“Det er mand imod maskine, og i det her tilfælde vinder maskinen. Den er i stand til at gennemgå millioner af dokumenter på sekunder og kan derfor finde frem til matches, som det ville tage flere hundrede mandetimer at opnå, ” lyder det fra Ståle Fredlund Husby.