Det er efterhånden et velkendt råd, at et succesfuldt startup i lige så høj grad handler om det rigtige team, som om den rigtige idé. Men hvordan finder man drømmeholdet i praksis?
Til interviewet om, hvordan Salecto fandt sit team, skulle jeg egentlig have snakket med både Anders Tjørnelund og Daniel Skov Jacobsen, som begge er partnere i webshop-platformen. Men da Daniel løb ind i en teknisk fejl aftenen før, arbejdede han natten igennem og skippede interviewet for at indhente noget af den forsømte søvn. En dedikation der tyder på, at Anders Tjørnelund har fundet den helt rigtige partner som teknisk chef.
”Da jeg forlod Trustpilot i 2012, var noget af det, jeg havde lært af mine oplevelser, hvor vigtigt teamet var – ikke produktet. Man kan sige rigtig meget om produktet Trustpilot, men det var menneskene bag, der gjorde udslaget,” siger Anders Tjørnelund, CEO i Salecto, der var med til at starte Trustpilot tilbage i 2007.
Anders Tjørnelund er en af de iværksættere, der har praktiseret at finde teamet før idéen. Da han i 2012 lagde an til at starte en ny virksomhed, begyndte han nemlig at lede efter gode holdkammerater, før den gode idé blev udviklet.
Hvad kan jeg – hvad kan jeg ikke
”Da jeg var færdig med Trustpilot, var jeg overbevist om, at jeg skulle fortsætte i tech. Jeg vidste ikke med hvad, men for at bygge noget, skulle jeg starte med at stille det rigtige team,” siger Anders Tjørnelund.
Inden han begyndte at skabe idéer eller kigge efter mulige partnere til det næste startup, begyndte Anders Tjørnelund dog med at kigge på sig selv. Selv efter fem år som iværksætter i Trustpilot, ville han være helt skarp på, hvad han selv var god til, og hvilken rolle han på den baggrund skulle have i et nyt projekt.
”Jeg fandt ud af, at jeg er en dygtig igangsætter. Jeg kan motivere og skabe struktur, og så har jeg tillært en helt masse omkring administration af en virksomhed. Jeg ved noget om at starte en virksomhed op og lave den kommerciel, så man kan tjene penge på sine produkter,” siger Anders Tjørnelund, der også i Trustpilot var med til at kommercialisere platformen.
”Til gengæld kan jeg ikke noget teknisk – det har jeg ingen kompetencer indenfor. Jeg er ikke god til projektstyring med deadlines og den slags, og jeg kan heller ikke sælge eller markedsføre produktet,” siger Anders Tjørnelund.
Med styr på hvilke kompetencer han selv havde, og hvilke han skulle finde, gik han i gang med at lede efter folk, han kunne arbejde sammen med i sit netværk.
”Jeg undersøgte mit netværk, og når man bevæger sig i techmiljøet i Aarhus, har man nogle kontakter hist og her, og man ser hvad folk laver. Men det er bare meget nemmere at finde frem til de rigtige, når man ved, hvilke typer, man leder efter,” siger Anders Tjørnelund.
Idéen om at skabe sammen
Gennem forskellige veje i netværket fandt Anders Tjørnelund frem til Daniel Skov Jacobsen, Michael Jørgensen og Johannes Helleland og overtalte dem til at indgå i et partnerskab.
”I TrustPilot var vi så heldige at ansætte stakkevis af mennesker, og derfor har jeg lært en hel del om at rekruttere og vælge de rigtige mennesker til de rigtige stillinger,” forklarer Anders Tjørnelund.
Selvom rollerne var definerede, vidste de dog ikke, da partnerskabet blev indgået, at projektet skulle ende med at blive til Conversio.
”Jeg solgte idéen om at skabe noget sammen, og her var min evne til at motivere mig selv meget behjælpelig,” siger Anders Tjørnelund med et grin.
”Men grundlæggende handler det om, at man synes om hinanden og har fælles værdier og visioner om fremtiden – hvilket vi i høj grad har haft.”
Endnu et kig i kompetencepoolen
De grundlæggende værdier og visioner, som de fire har til fælles, betød, at de fra start stolede på hinanden, og det blev fundamentet for det gode samarbejde og partnerskab. Samtidig har det dannet grundlag for, at de kan starte flere projekter ud fra Conversio – i første omgang Salecto – og selvfølgelig som partnere igen.
”Vi har bygget et muskelbundt af et hus, der kan hjælpe med at eksekvere de startup-koncepter, vi har i støbeskeen,” siger Anders Tjørnelund.
Salecto blev som idé undfanget i 2014, og da projektet i 2015 var færdigudviklet kiggede partnerne i deres kompetencepool og indså, at de manglede salgstalent. Denne gang løste de opgaven ved at gå til et rekrutteringsbureau, der fandt Allan Andersen, som i dag er salgschef.
Med femte partner i Salecto på plads, mener Anders Tjørnelund, at grundlaget for Salectos succes er lagt:
”Jeg føler, vi på mange måder stiller det rigtige team og har et rigtig fedt produkt, som jeg i øvrigt er stolt af. Men der ligger en lang, hård vej foran os”
Teamet bag Salecto – og hvordan Anders Tjørnelund fandt dem:
Daniel Skov Jacobsen, CTO
– ”Daniel endte med at blive nabo til vores kontor, hvor han sad med sit eget lille konsulentfirma. Vi begyndte først at samarbejde, men kort tid inde i samarbejdet vidste jeg, at Daniel var så ærgerrig, arbejdsom og målrettet, at han ville være en perfekt CTO. Han er et af de største talenter i Århus indenfor udvikling og programmering. Han er autodidakt, og kan lære et nyt kodesprog i løbet af en weekend. Derfor begyndte jeg at overbevise ham om et partnerskab.”Michael Jørgensen, Head of Production
– ”Jeg kender Michael fra studiet i Århus, og han er skarp til det visuelle og god til at få folk til at eksekvere – så jeg fik det skruet sådan sammen, at Michael kom ombord allerede tidligt i 2012.”Johannes Helleland, Produktchef
– ”Vi har arbejdet sammen på konsulentniveau i mange år, så jeg vidste, at Johannes er en rendyrket marketingmand. Han ved vanvittig meget om markedsføring, især online markedsføring, og helt ned til detaljerne om, hvad vi skal bruge penge på. Ved et møde diskuterede vi muligheden for, at han kunne blive en del af noget større, og så blev vi hurtigt enige om et partnerskab”.Allan Andersen, Salgschef
– ”Ideen var på plads, da jagten gik ind på den rigtige mand til at sælge produktet. Vi fandt faktisk Allan gennem et rekrutteringsbureau, og jeg fandt hurtigt ud af, at det er en mand, der ikke tænker på andet end salg – sådan en, der kan sælge sand i Sahara.”