Arkiver

Nyheder

Nomineret til Årets Kvindelige Iværksætter: Kønssnakken bryder jeg mig ikke om

Årets Kvindelige Iværksætter

Hun er i år nomineret i to kategorier til Ivækstprisen; Årets Væksteventyrer og Årets Kvindelige Iværksætter. Begge nomineringer er Stine Schulz, CEO i Learningbank stolt over, men den ene er mere ambivalent end den anden.

”Min far ejer et bilhus. Jeg er født på et værksted, så jeg ser ikke køn som en begrænsning, bare som modspil i nogle henseender.”

Ordenen falder prompte. Stine Schulz er CEO i Learningbank, en virksomhed på 20 medarbejdere, som hun har startet op fra bunden med især én slags motivation; modstand.

Læs også: CEO: Det er murene, jeg har ramt, der har formet mig

Hun er i år nomineret til Ivækstprisen 2016 i kategorierne Årets væksteventyrer og Årets Kvindelige iværksætter. Og der er ingen tvivl om, at hun er stolt. Både på sine egne og sine medarbejderes vegne.

”Jeg er bare hamrende stolt af de mennesker, som har knoklet for Learningbank i snart to år. Det er så fedt, at der er nogen, der synes, vi fortjener prisen, priserne! Men den kvindelige iværksætterpris, det er jo ikke kun mig. For mig er det stadig alle os, der står bag virksomheden og har skabt den,” siger hun.

En tilbagegang, at der er brug for priser separat til kvinder

Da nomineringerne blev offentliggjort regnede det med lykønskninger. Men faktisk er hun lidt ambivalent over den ene pris; Årets Kvindelige Iværksætter. I en tid med fokus på køn, stereotyper, og hvor meget forskellene kan udviskes, kan det være et brandfarligt emne. Men Stine Schulz har aldrig ladet sig styre af begrænsninger.

”Jeg synes, det er en tilbagegang, at vi skal have en ivækstpris kun for kvinder. Jeg kan sagtens se pointen med at hylde kvinder, men jeg har det lidt dobbelt med det. Kønssnakken bryder jeg mig ikke om. Vi skal som kvinder ikke have de her fordele. I stedet skal vi tage os sammen. For sammen kan mænd og kvinder skabe noget kæmpestort,” siger hun.

Læs også: CEO: Det er murene, jeg har ramt, der har formet mig

Hun arbejder selv i en branche, der hovedsagligt består af mænd. Men hun ser ikke sit køn som en begrænsning, og har faktisk aldrig gjort det.

”Jeg fik selvstændighed ind med modermælken fra mine forældre. Jeg kommer fra en ret nørdet familie og har især nogle fætre, som jeg nærmest sad på skødet af, da jeg var lille. De er uddannet it-ingeniører, og jeg var altid sammen med dem, fra at bygge egne spil, til LAN-parties og programmering,” fortæller Stine Schulz.

Elsker at være underdog

Learningbank, der laver digitale værktøjer til kompetenceudvikling, HR og digital læring, samarbejder med store virksomheder som Telia, Røde Kors og Novo Nordisk. Her sidder Stine Schulz ofte til møder med det modsatte køn. Men det er blot en fordel for hende, siger hun.

”Jeg elsker at være den der underdog og få lidt modspil. Og ofte falder de her erfarne mænd på røven over, at jeg som kvinde har så godt styr på teknikken og den nyeste teknologi,” siger Stine Schulz og fortsætter:

”Men det er ofte et valg, vi kvinder ikke tager. Det falder os ikke naturligt at indgå i den branche. Men vi har fantastiske kompetencer, og jeg møder mange kvindelige ansatte, som er så dygtige. For vi kan noget andet end mænd, og den kombination er bare så fed.”

Skriv et svar