Online vaskeriet Washa fik i 2015 en millionstor kapitalindsprøjtning, som stifterne nu har brugt på at optimere forretningen med et nyt logistik system. Der er dog tid til også at følge med i denne sæson af Løvens Hule.
Sidste år kunne de tre stiftere, Karim Ben M’Barek, Max Børglum Stripp og Jannick Christensen, bag Washa gå levende fra Løvens Hule. De havde formået at overbevise Løverne om visionen bag Washa, et online vaskeri, og de kvitterede med en kapitalindsprøjtning på 1,5 millioner kroner.
Læs også: Løvens Hule-deltager: Jeg var bange for at blive til grin
Pengene kom fra henholdsvis Christian Stadil, Tommy Ahlers og Jesper Buch, der hver skød en halv million ind i projektet. De penge har hurtigt fået ben at gå på. Med et foretagende der på under 24 timer henter, vasker, renser og leverer tøj, er der brug for struktur. Derfor har stifterne brugt pengene på et nyt logistiksystem, der optimerer chaufførernes ruter og sparer Washa for en hel bunke administrativt arbejde.
”Vi er virkelig glade for det nye system, som gør en kæmpe forskel for os i hverdagen. Før lavede vi selv ruteplanerne manuelt to gange dagligt, hvor adresser og tid for afhentning og levering skulle gå op i en højere enhed. I dag bliver ruteplanerne spyttet ud af computeren på et sekund fuldstændig automatisk,” fortæller Karim Ben M’Barek, CEO i Washa, og fortsætter:
”Før det nye system kunne vores chauffører gennemsnitligt næsten lave otte pick ups eller drops offs i timen. Nu er det tal helt oppe på 12,4 stop i timen.”
Følger med i Løvens Hule: Måske gemmer der sig en samarbejdspartner
Ud over pengene lærte Karim og medstifterne af Løvens Hule at blive skarpere på virksomhedens unit economics, og de blev bedre til at svare under pres. De følger da også med i årets sæson.
”Nu ved vi, hvordan det er, så det er lidt sjovt at se. Så kan der også være mulighed for nye samarbejdspartnere, hvis der er en synergi mellem vores og de virksomheder, der bliver investeret i,” fortæller Karim Ben M’Barek.
Læs også: Washa: Alle vores konkurrenter kan godt pakke sammen
Deres egen investering skal nu hjælpe Washa med at kunne bevise, at de er skalerbare og sænke de direkte omkostninger. Det så både stiftere og investorer som et godt sted at sætte penge ind.
”Vi har altid været indstillet på at skulle bygge en ny platform, hvilket vores investorer syntes var meget fornuftigt. De hjalp i store træk med at definere den langsigtede IT-strategi. Tankerne bag vores logistikprogram rent operationelt er vores helt egne tanker, da vi kender vores forretning bedst, og hvilke behov vores chauffører har,” forklarer Karim Ben M’Barek.
Et system, som både Washa og kunderne vinder på
Helt specifikt beregner logistiksystemet de optimale ruter på baggrund af flere parametre som kunderns ønskede drop off- og pick up-tider, beliggenhed, afstand mellem stop og chaufførernes erfaring. Systemet har været 10 måneder undervejs.
”Systemet samarbejder også med vores platform i forhold til priser. Hvis der f.eks. allerede er lagt en bestilling i Lyngby mellem klokken 18 og 19, og en anden kunde i Lyngby skal til at lægge en bestilling samme dag, vil det timeinterval fremstå med frilevering, som ellers normalt ville koste 29 kroner,” siger Karim Ben M’Barek og fortsætter:
”Vi kalder det intelligent prisregulering. Det er en fantastisk måde at optimere ruteplanen og samtidig minimere prisen per stop, så både vi og vores kunder vinder på det.”