Hver gang du handler til dig selv, er du med til at gøre noget godt for andre. Det er drømmen bag velgørenhedsplatformen BNicer, som to unge iværksættere har startet. Ombord har de fået organisationer som Kræftens Bekæmpelse og en række kendte ambassadører.
Det var en idé, der var værd at forfølge. Det stod ret hurtigt klart for de to unge iværksættere fra Aalborg, fætrene Martin Johansen og Hans Lübeck. De har lanceret indsamlingsplatformen BNicer, som gør det muligt at gøre noget godt for andre, når du forkæler dig selv med en nyt køb online.
Platformen gik i luften i august, men drengene på henholdsvis 19 og 15 år har allerede fået 600 webshops tilknyttet konceptet, blandt dem Momondo og Coolshop, og otte forskellige velgørende formål heriblandt Kræftens Bekæmpelse, Plan Danmark og Dansk Folkehjælp.
Velgørenhed koster ikke ekstra for kunderne
Butikkerne bestemmer selv, hvor stor en del af beløbet, som kunden køber for, der går videre til et af de velgørende formål. Kunden betaler ikke selv ekstra, men skal blot oprette en profil på BNicer.
Drengene har allerede skabt en del røre i de hjemlige omgivelser, hvor de også har fået lavet en aftale med fodboldspilleren Thomas Enevoldsen fra AaB, som er med til at markedsføre konceptet i Nordjylland. Derudover er drengene i dialog med både skuespillere og sangere om at være ambassadør for BNicer.
BNicer startede som en drøm om at gøre en forskel
Den ældste i duoen, Martin Johansen, gik på handelsgymnaiset i Saxogade i Aalborg og drømte om at starte noget selv.
”BNicer startede ud som en illusion eller en drøm om, at man hver gang man køber noget til sig selv, så er man med til at gøre noget godt for andre, som virkelig har brug for støtten. Ret hurtigt i processen snakkede jeg med min familie og venner om idéen, og vi blev enige om, at det måtte kunne lade sig gøre at lave sådan en platform på en eller anden måde, og at idéen var værd at forfølge,” fortæller Martin Johansen.
Læs også: Charii: Velgørenhed for virksomheder skal ikke være så svært
Heldigvis er han ud af en familie med mange entreprenante ressourcer, hvor fasteren kan hjælpe med stiftelse og det juridiske, faderen er virksomhedskonsulent og moderen er god til sprog. Men bedst af alt passede hans fætter, Hans Lübecks, fortræffelige evner inden for koding.
Som bare 15-årig kan han nemlig kode i otte forskellige sprog. Noget han har lært sig selv. Hans Lübeck er i dag programmør hos BNicer, som udover Martin Johansen består af to praktikanter.
Har fået udviklet egen udvidelse til Chrome
Drengene har fået udviklet deres egen udvidelse til Google Chrome, som gør, at når man først har installeret den én gang, vil den enten påminde brugeren, hver gang man er på et af de 600 tilknyttede sites, eller hoppe direkte til BNicers link på webshoppen, fortæller Martin Johansen.
“Så glemmer man aldrig at støtte sit velgørende formål, når man handler online. Udvidelsen er efter vores mening genial, og den kommer til at gøre en kæmpe forskel,” siger Martin Johansen.
Otte nye velgørende formål kan snart ses på BNicer
Drengene arbejder hårdt på at få tilknyttet endnu flere webshops og er blandt andet i dialog med Amazon og Ebay. Derudover forventer de at udvide de velgørende formål med otte nye organisationer i de kommende uger.
”Det fedeste ved at arbejde på BNicer er, at der ikke er to ens dage, og at vi for hver eneste dag kommer tættere på målet. Vi lærer konstant noget nyt inden for online markedsføring, programmering og brugervenlighed, som vi kan bruge til at forbedre vores platform. Derudover nyder vi de små successer, som for eksempel når vi får nye brugere på hjemmesiden og på vores browser udvidelse. Heldigvis får vi også en del søde ord med på vejen om vores forretningskoncept. Det sætter vi virkelig pris på,” siger Martin Johansen.
Læs også: Iværksættere sender ti millioner af sted til gode formål