Arkiver

NyhederPlatformVenturekapital

 Stadils tattooeventyr får kæmpe investering

Christian Stadil, Tattoodo

Ejerkredsen i iværksættervirksomheden for tatoveringsentusiaster har rejst 60 millioner kroner til at få Tattoodo tegnet ind på det amerikanske erhvervslandkort.

Den danske tatoveringsportal Tattoodo har fået endnu en investering. Den lyder på 8,5 millioner dollars eller lidt mere end 60 millioner kroner, som ejerkredsen har rejst. Det skriver Børsen.

Det er Daniel Agger, Christian Stadil og Jimmy Maymann, der igen har investeret i startuppet – denne gang med fokus på at ekspandere til USA i løbet af 2017.

Ekspanderer fra New York

Tattoodo har allerede et kontor i New York og det er med udgangspunkt herfra at resten af USA skal indtages. Det danske startup har da også allerede en amerikansk kendis med ombord, Ami James, tatovør og tv-personlighed nok bedst kendt fra programmet Miami Ink.

Tattoodo blev stiftet i 2013 og har siden fået mere end 16 millioner fans bare på Facebook, mere end 500.000 registrerede brugere og har omkring 50 ansatte, skriver Børsen.

Tidligere underskud skyldtes vækststrategi

Tilbage i februar i år rejste Tattoodo 17 millioner kroner fra en række private investorer, heriblandt Jimmy Maymann, Tom Ryan fra Pluto TV og Jake Nickell fra Threadless. Pengene blev øremærket til content-udvikling og faldt på en tørt sted.

I regnskabsåret 2015 tabte Tattoodo nemlig mere end ti millioner kroner efter et minus på knap tre millioner kroner året forinden. Omsætningen er dog blevet tredoblet i løbet af det sidste år, siger medstifter Mik Thobo-Carlsen til Børsen, som også forklarer, at underskuddet skyldes en vækststrategi.

Læs også: Tattoodo henter 17 millioner kroner til content-udvikling

Det var Mik Thobo-Carlsen der sammen med Johan Plenge startede Tattoodo i sin tid. På platformen kan man beskrive sit ønske til en tatovering og starte en konkurrence, hvor designere tilknyttet sitet kan byde ind med designs. Vinderen bestemmer man selv, og denne får 70 procent af beløbet, man har betalt for konkurrencen.

Skriv et svar