Længe har forbruger-appen Uber udfordret de almindelige taxier på service og pris. Men nu tager dansk taxiselskab kampen op med deres nylancerede app Moove.
Taxikørsel har været stærkt omdiskuteret, siden Uber i 2014 kom på markedet og udfordrede den gængse taxikørsel på pris og service. Ifølge deres hjemmeside er 300.000 brugere tilmeldt Uber.
Men det er ikke lovligt at være Uber-chauffør i Danmark, og derfor lød det som et spændende tiltag, da TaxiNord og DanTaxi ved udgangen af 2016 lancerede appen Moove. Og Moove lader til at være en app, danskerne er interesseret i, for på to uger fik appen 25.000 kunder. Dét selvom appen endnu kun er udbudt til Apple-brugere i Aarhus og København.
Læs også: Regeringen åbner nu døren for Uber i Danmark
“Vores app har overgået alle forventninger. Fordi prisen er udregnet på forhånd, og det tikkende taxameter er elimineret, har vi skabt en langt bedre taxioplevelse for vores kunder,” siger Carsten Aastrup, der er administrerende direktør i 4*48 TaxiNord.
Uber har længe været alene om at have en app, hvor taxien nemt kan bestilles og betales, og hvor prisen desuden kan konkurrere med de almindelige taxaselskaber. Både pris og service er der fokus på i appen Moove, der på mange måder minder om Ubers app. Men modsat Uber er Moove en app til etablerede taxiselskaber, hvilket betyder, at de chauffører, du kører med, ikke er på kant med loven.
Ikke så billig som Uber
En ting, der virkelig har gjort Uber populær, er den lave pris. Uber er stort set kun en app, hvor private kører bilerne. Derfor kan prisen holdes nede. Men det gør Moove op med. Ifølge DanTaxi ligger prisen på en tur med Moove 5-15 procent under prisen på en taxitur bestilt over telefon eller som gadetur.
Dette skyldes, at det ikke er nødvendigt med en central, der koordinerer taxikørslen, og at der ikke er noget tikkende taxameter, når man sætter sig ind i taxien. Ligesom med Uber vælger man en start- og slutadresse, hvorefter appen beregner en pris ud fra Google maps estimerede tid for kørslen. Den pris, man ser på skærmen, er desuden, hvad man betaler for turen uanset eksempelvis lyskryds og trafikpropper, hvilket faktisk adskiller sig fra Uber.
Læs også: Dom i Uber-sag: Chaufførerne dømt for piratkørsel
TV2 har testet Moove i forhold til Uber på en enkelt tur. Her blev turen fra TV2 på Teglholmen i det sydlige København til Københavns Zoo på Frederiksberg 95,43 kroner for Uber og 97 kroner for Moove. Dog med det forbehold, at der er en 20 procents rabat at hente hos Moove frem til februar. Herefter vil turen koste 121 kroner og altså næsten 30 procent mere end Uber-turen.
Uber og Dansk Taxi Råd er begejstrede
Hos interesseorganisation Dansk Taxi Råd er direktør Trine Wollenberg glad for nyheden om appen fra taxibranchen selv. Der har været taxiapps i branchen siden 2009, men dette er den første med funktioner, der lægger sig op ad Ubers. Trine Wollenberg mener, at det er dejligt at se, at man kan lave en taxiapp, der fungerer på helt lovlige vilkår.
“Det, som er et vigtigt skridt ved Moove-appen, er, at den er baseret på princippet om, at kunden gives en fast pris og dermed på forhånd kender sin udgift til transporten. Det er et afgørende parameter i konkurrencen mod ikke bare Uber, men alle transporttilbud som tog, bus, delebiler og privatbilen,” siger hun.
Læs også: Uber inviterede iværksættere på pitch-tur
Konkurrenten Uber er også positiv over for taxibranchens nyudviklede app.
Brugerne skal kunne rate deres chauffør
Carsten Aastrup erkender, at der kan være problemer med dårlig service i de almindelige taxier, men at det tidligere har været svært at slå ned på. Med Moove vil branchen kunne komme dårlig service i forkøbet med et rating-system. Efter hver eneste tur skal man som bruger vurdere taxituren på en femtrinsskala. Ifølge Moove selv er gennemsnittet af chauffør-bedømmelserne 4,8 ud af 5 mulige på samtlige kørte Moove-ture i København.
“Dette er meget tilfredsstillende. Ud fra de tilbagemeldinger vi har fået fra vores chauffører, er det min opfattelse, at langt de fleste intet har imod, at deres arbejde nu bliver vurderet af kunderne, og at der måske ligefrem går sport i at få fem stjerner,” siger Carsten Aastrup.
Rating måske på kant med loven
Men rating-systemet er måske ikke lovligt. I en artikel fra Aarhus Stiftstidende sår advokat og specialist i taxilovgivning hos advokatfirmaet Koch/Christensen, Henrik Karl Nielsen, tvivl om lovligheden ved rating-systemet.
Han vurderer desuden, at det bliver et “hjemmelavet synderegister uden nogen form for retssikkerhed for den enkelte chauffør.” Men det afviser Casten Aastrup:
“Det er frivilligt, om man vil være en del af Moove. Har vores chauffører ikke lyst, er det helt fint. Så får man bare ikke tilbudt ture gennem appen. Vil man være med, skal man levere god service. Helst fem-stjernet hver gang,” siger Casten Aastrup til Aarhus Stiftstidende.