Danske virksomheder tør satse på innovation og nye produkter. Det viser en stigning af patenter indhentet. Særligt går det godt for opstartsvirksomhederne i forskerparken Scion DTU. Her bliver patenter indhentet på ugentlig basis, og virksomhederne vokser eksponentielt.
Vækst, jobskabelse og nye patenter. Det går stærkt fremad for forskerparken Scion DTU i Lyngby og Hørsholm nord for København. De 250 primært hardware-iværksættere og opstartsvirksomheder indhentede 40 procent flere patenter i 2016 end året før, syv ud af ti voksede, og de skabte over 240 nye jobs. Det viser en undersøgelse, der er foretaget som et led i forskerparkens resultatrapport.
Læs også: Scion DTU giver medicovirksomheder unik mulighed for amerikanske forbindelser
”Vi er meget begejstrede. Tallene bekræfter, at vores højteknologiske udviklingsmiljøer med rådgivere, faciliteter og faglige fællesskaber skaber den innovation, Danmark har brug for. Vi oplever da også stor interesse fra virksomheder og iværksættere og fik sidste år 46 nye lejere, så vi nu i alt er 250 virksomheder i forskerparken,” siger administrerende direktør hos Scion DTU, Steen Donner.
Scion DTU står for en god portion af de danske patenter
Siden 2009 er antallet af patenter, der udstedes til danske virksomheder steget markant, skriver Patent og Varemærkestyrelsen. Selvom antallet kan variere fra år til år på grund af sagsbehandlingen, skriver styrelsen, at der er en tendens til, at danske virksomheder siden finanskrisen har fået større fokus på værdien af patenter.
”Det er en meget overraskende og positiv udvikling, at danske virksomheder har øget antallet af nye patenter så meget. Stigningen fra 2009 og frem viser, at danske virksomheders reaktion på finanskrisen har været at satse endnu mere på innovation og nye produkter. Det tror jeg er et klogt valg, og noget der lover godt for fremtiden,” siger Jesper Kongstad, administrerende direktør i Patent og Varemærkestyrelsen.
Læs også: Scion DTU får virksomheder i vækst gennem forskning
I 2015 blev der givet lige over to tusinde patenter til danske virksomheder. Hvis tallet viser sig at være i samme størrelsesorden i 2016, er otte procent af patenterne blevet givet til virksomheder i forskerparken Scion DTU i Lyngby og Hørsholm.
Job og vækst i forskerparken
I det hele taget går det fremad for forskerparken, hvor der er store fremskridt. Og at innovation er lig vækst og arbejdspladser bekræftes i resultatrapporten fra Scion DTU. Syv ud af ti virksomheder i forskerparken voksede sidste år, og flere end 240 job blev skabt. Det betyder, at over 3.000 mennesker nu har deres daglige gang i forskerparken.
”Vi siger jo, at intelligens smitter. Og det passer. Der skabes ganske enkelt mere viden, mere vækst og flere job, når opfindere, iværksættere, virksomheder, forskere og investorer bor sammen”, siger Steen Donner, der vil skrue endnu mere op for den positive udvikling i 2017.
Læs også: Scion DTU skaber plads til endnu flere lejere
Alene i Hørsholm regner Scion DTU med, at de 100 virksomheder og iværksættere, der allerede bor i forskerparken, vokser til 120 i 2017.
En af de større virksomheder, der er flyttet til forskerparken, er milliardkoncernen FMC Corporation, som har etableret sit europæiske hovedkontor i Hørsholm.
1 kommentar