Arkiver

EventsIværksætterlivNyhederPlatform

Nyt online medie og netværk om socialøkonomi er på trapperne

socialøkonomi

Social Fremtid hedder det, og er Danmarks nye medie- og netværk på det socicialøkonomiske område. Social Fremtid vil både udgive journalistik og holde workshops. Tirsdag bliver projektet skudt i gang, og du kan komme med.

“Det værste, jeg nogensinde har hørt blive sagt om socialøkonomiske virksomheder, er, at de kan opfattes som Tvind-agtige. Men det er de altså ikke,” fastslår Mathias Lund Schjøtz, der er CEO og partner i Brain Gain Group, som står for at løbe Social Fremtid i gang sammen med partnerne arbejdsfællesskabet KPH Projects og kommunikationsbureauet Re Cph.

Et eksempel på en socialøkonomisk virksomhed er Specialisterne, der arbejder for at få autister i arbejde. Et andet eksempel er Comeback Industries, der arbejder for, at sårbare unge mænd, der ofte har en kriminel baggrund kommer ud på arbejdsmarkedet.

Det er virksomheder som disse, Social Fremtid vil lave journalistik om. Samtidig vil Social Fremtid opbygge og styrke det netværk, der er blandt socialøkonomiske virksomheder gennem workshops og events. Social Fremtid skal nemlig være et fagmedie, der både oplyser og formidler forskning og viden.

Schjøtz: Der er behov for socialøkonomiske virksomheder

“Formålet er at skubbe samfundet i en mere bæredygtig retning, som styrker innovation, indsatser og vækst blandt andet for, at flere udsatte mennesker i vores samfund bliver set som en ressource og ikke en reserve,” skriver Social Fremtid i deres vision.

“Vi lever i en verden med globalisering, hvor nationalstaterne mister betydning og magt. Det betyder, at virksomheder kommer til at spille en større rolle. Dermed bliver den socialøkonomiske tankegang ekstrem vigtig, da den skal være med til at erstatte noget af det, som staten tidligere har varetaget,” forklarer Mathias Lund Schjøtz om baggrunden for mediet.

Som fagmedie håber Social Fremtid på betalingsvillighed

“Mediebranche er meget presset, fordi betalingsvilligheden er lille og annonceindtægterne er stortset ikke-eksisterende, fordi de er forsvundet til Facebook og Google. Men hvis man kan lave noget indhold, der er konstruktivt, og som er anvendeligt for modtagerne, så er der en langt højere betalingsvillighed,” siger Mathias Lund Schjøtz.

Social Fremtid skal nu ud og teste betalingsvilligheden blandt målgrupperne. Dem er der tre af. Den første kalder de “Social business professionals” og er eksempelvis CSR-folk og marketingfolk med doing good-initiativer.

Dernæst er det de ‘sociale iværksættere’ med de store drømme og gode idéer, der har brug for viden om, hvordan man finder kapital og udvikler sig som socialøkonomisk virksomhed. I denne gruppe er også SMV’er, som vil transformeres til socialøkonomiskie virksomheder.

Til sidst er der ‘offentlige – og private beslutningstagere samt vidensorienterede’. Det er eksempelvis fonde, ministerier, styrelser og universiteter og tænketanke, der har interesse i de socialøkonomiske projekter.

Social Fremtid inviterer til nytårskur

På tirsdag bliver projektet skudt i gang, når Social Fremtid holder nytårskur for at fejre, at de er ved at starte Danmarks nye medie- og vidensplatform inden for den sociale sektor.

Lanceringen foregår på KPH på Enghavevej. Her bor Brain Gain Group og Social Fremtid plus en række af Social Fremtids målgruppe samt det grafiske designbureau Glasyr, der står bag Social Fremtids layout.

Hvad: Social Fremstid’s nytårskur.
Hvor: Kph, Enghavevej 80 på Vesterbro.
Hvornår: 31. januar kl. 16.30-18.00.
Læs mere om eventet
her.

 

Skriv et svar