Arkiver

NyhederUngt Tech

Fra Paris til København: Danmark skal have international studenterby

I 2020 skal København have en international studenterby og 5000 studieboliger. I hvert fald hvis Jørgen Rossens ideer bliver til virkelighed.

Det er ikke hver dag, at vi skruer tiden 100 år tilbage, når vi skriver nyheder om udviklingen i dansk startup miljø. Det er ikke desto mindre tilfældet her. Jørgen Rossen, civilingeniør og idémand bag The International Student City of Copenhagen, forkortet ISCC, har fundet inspiration i tiden efter Første Verdenskrig og det allerede dengang pulserende studiemiljø i Paris, hvor Cité Internationale Universitaire de Paris blev opført.

Jeg møder Jørgen Rossen på hans kontor på Gammel Torv. Ud af et stort vinduesparti har vi udsigt til Københavns Byret og Vor Frue Kirke. Mellem Sarah Bernard-kager og kaffekopper med underkopper tager han mig med tilbage i tiden:

”Under krigen var 20 millioner unge mennesker fra forskellige lande faldet i krigen. Det måtte aldrig ske igen. Man byggede dette campus i Paris ud fra ideen om, at ungdommen skal mødes, mens den er ung og skabe varige venskaber. På samme måde skal ungdommen mødes i dag og samarbejde med al dens kreativitet og sult efter at bidrage til samfundet ved at skabe arbejde, udvikling og arbejdspladser,” fortæller han.

Værdi gennem diversitet og inklusion

Netop tanken om at skabe fælles værdi gennem diversitet og inklusion på tværs af kulturer, ligger Jørgen Rossen på sinde. I 1953 var Jørgen selv logerende i den parisiske studenter-by.

”Da jeg i tidernes morgen selv befandt mig i Paris, boede jeg i det japanske hus sammen med svenskere, tyskere og italienere. Og du skal huske på, at det var få år efter Anden Verdenskrig, hvor Japan næsten ikke eksisterede længere. På trods af vanskelighederne nærede de stor nysgerrighed over for andre kulturer og forsøgte at gribe de muligheder, der opstår, når man udviser nysgerrighed og villighed til at samarbejde,” siger han.

Den internationale studenterby i Danmark skal allerede stå klar i 2020, hvis det står til Jørgen Rossen. Når byen åbner dørene for de mange studerende, bliver det et sted, hvor gode ideer kan trives og jobs skabes.

”Der er stor efterspørgsel på, at entreprenører får gode kår, og at der dannes rammer, hvor entreprenører blander sig med det omkringliggende samfund og får mulighed for at blande sig med det internationale samfund. Nogle af dem, der starter mange startups, er jo folk, der tager en kandidat på CBS eller lignende og efterfølgende skaber deres egne jobs,” siger han og tilføjer:

”Særligt kulturen med at skabe sine egne jobs er jo noget, vi synes, er super interessant for de studerende og ISCC, så man kan have et kollegium med en by-funktion og kulturel funktion. Et sted hvor de studerende hver dag har berøring med de ting, der sker inden for entreprenørskab i København.”

Vil gøre op med silotænkning

Byen skal placeres i København – nærmere bestemt på Vestamager og tæt på Sundby Metro. Den placering er ikke helt tilfældig.

”Vi har desværre en masse universiteter, som ligger meget spredt, og det her er også et forsøg på at gøre op med den silotænkning, som eksisterer i entreprenørverdenen. Det bliver ofte folk, der kender til den verden, der møder hinanden. Her bliver folk, personligheder og nationaliteter i højere grad mikset,” forklarer Jørgen Rossen.

Men uret tikker, hvis de 5.000 boliger skal stå klar i 2020. Det kræver fundraising nu. Projektet har tiltrukket politisk opbakning og ros fra blandt andet rektor på CBS, Per Holten Andersen, men der mangler stadig investorer – både danske og skandinaviske.

På planen skal ISCC bygges som seks klynger af bygninger – 29 i alt, hvoraf de 27 skal være studenterboliger. De sidste to skal være internationale huse med fælles arealer, shopping muligheder, biograf og fitnesscenter.

Se hele bygningsplanen her.

Skriv et svar