Deloittes årlige Tech Trend Rapport er ude. Og i den forudser rådgivningsfirmaet ikke bare AI, men såkaldt MI, machine inteligence, som 2017’s store trend.
Når du taler med Siri på din iPhone, får en chatbot i røret hos kommunen eller spiller skak mod en computer er det alt sammen kunstig intelligens eller AI. Det er udråbt som fremtidens next big thing, men AI er ikke bare én slags teknologi. Det er en dråbe i det hav, der hedder MI, machine intelligence.
Og netop machine intelligence udråber Deloitte som en af de helt store trends i 2017 i deres årlige Tech Trends Rapport, som rådgivningsvirksomheden netop har udgivet.
Paraplyen, der hedder machine intelligence
AI er heri en del af den større kategori MI, som dækker over både Natural Language Processing, deep learning, machine learning, Robotics Process Automation, kognetiv analyse og robotter.
”Kollektivt udgør disse og andre værktøjer machine intelligence: algoritmiske kapaciteter, som kan forøge medarbejdernes præstationer, som kan automatisere stadig mere komplekse opgaver og udvikle kognetive agenter, som kan simulere både menneskelig tænkning og engagement,” står der i rapporten.
Deloitte nævner som eksempler på MI et medicinsk research program i USA, som ”træner” machine intelligence-systemer til at analysere de milliarder af genetiske billeder og såkaldte fænotyper i organisationens database. Og når kognetive salgsagenter i den finansielle sektor bruger machine intelligence til at tage kontakt til et muligt lead, kvalificere salgsmuligheden, følge op og holde kontakten til deres lead. En sådan kognetiv salgsagent kan håndtere op til 27.000 samtaler på samme tid i dusinvis af forskellige sprog.
Der vil blive investeret et trecifret milliardbeløb i MI
I rapporten forudser Deloitte, at erhvervslivet vil bruge op mod 31,3 milliarder dollars, svarende til mere end 217,6 milliarder kroner, på machine intelligens i 2019.
MI kan ifølge Deloitte netop skabe værdi, hvis virksomheders CIOs bliver bedre til at udnytte de muligheder, den ikke alt for fjerne fremtid bringer. Disse deles op i tre elementer:
Kognetiv indsigt: MI kan give dyb indsigt i, hvad der er sket i firmaet, hvad der sker nu, og hvad der højst sandsynligt så kommer til at ske. Det kan ledere få gavn af ved at foreskrive handlingsforløb, som kan hjælpe deres ansatte til at øge deres præstationer.
Kognetivt engagement: På nuværende tidspunkt kender vi nok bedst denne form for MI fra hjemmet – det stemmestyrede system, der kan skrue ned for varmen eller tænde tv’et. Men virksomheder vil kunne få gavn af at implementere dette. Især inden for kundeservice, hvor de kognetive salgsagenter kan håndtere fakturaer, teknisk support eller besvare HR-relaterede spørgsmål.
Kognetiv automatisering: Den tredje form for MI er nok den, der har størst potentiale til at ændre tingenes tilstand. Her udvikler MI nemlig dyb, domænespecifik ekspertise og automatiserer relaterede opgaver. Startups er allerede begyndt at se på mulighederne, hvor Deloitte som eksempel nævner et forsøg, hvor et deep learning-system analyserede røntgenbilleder for tumorer 50 procent bedre end de menneskelige radiologer.