Statoil skal ikke kun sælge brændstof, men også hjælpe dem, der ønsker at spare på de dyre dråber. Det er tanken bag samarbejdet med den danske startup virksomhed Ants, som vi interviewede tilbage i marts 2012, interview med Ants. Samtidig med dette samarbejde offentligører Ants også, at deres app kan bruges gennem Android smart-phones.
Statoil kan nu løfte sløret for resultatet af et samarbejde med den danske startup virksomhed Ants, som står bag det mobile transportnetværk af samme navn. Gennem Statoils Facebook app kan brugere nu stille ledige sæder i bilen til rådighed for andre, når de er på farten, og dermed hjælpe sig selv og andre til at reducere udgifterne til brændstof. I løbet af oktober vil brugerne også kunne dele ledige sæder i biler via Statoils app MoBilen til iPhone og Android (downloadet mere end 35.000 gange i DK alene). Marketingchef i Statoil Jesper Hellberg, ser stort potentiale i samarbejdet.
“Ants er et glimrende eksempel på nytænkning i transportbranchen, som ikke har ændret sig meget de sidste årtier, og den udvikling vil vi være en del af. Vi kan bidrage med vores netværk af mere end 260 bemandede stationer rundt om i Danmark, som er oplagte steder til opsamling og afsætning. Bliver det en succes i Danmark, så ruller vi det ud i resten af Skandinavien og Baltikum”, udtaler Jesper Hellberg.
Bygget på dansk teknologi
Statoils nye tjeneste bygger på teknologi udviklet af den danske iværksættervirksomhed Ants, og den kan tilgås fra både smartphones, tablets og almindelige computere. Statoil anvender Ants’ API (Application Programming Interface) i deres apps og stifterne af den lille virksomhed forventer at gøre API’et offentligt tilgængeligt over de næste måneder. Dermed bliver Statoils tjeneste fra start en del af et større brugerdrevet netværk, og netop volumen er vigtigt for at få social transport til at fungere optimalt, fortæller Aleksander Soender fra Ants.
“Jo mere data (ledige ture) vores system indeholder desto bedre oplevelser kan vi give vores brugere. Ants-integrationen i Statoils apps på smartphones og Facebook giver os eksponering for en ny interessant målgruppe; dem der kører bilerne. Sammen med Statoil kan vi via tankstationer i hele Danmark nu gøre bilister opmærksomme på de store økonomiske besparelser, der kan hentes ved at dele ledige sæder i biler, siger Aleksander Soender til Trendsonline.dk
Mange aktører vil samarbejde
Udover Statoil har Ants fået mange henvendelser fra vidt forskellige brancher, som ønsker at bruge deres teknologi. Lige fra en børneinstitution i Lyngby til det tyske forsvar. Nu skal API’en finpudses og hvis planen holder frigives den i fteråret eller starten af vinteren
Hos Trendsonline.dk kan vi kun glæde os over denne form for samarbejde, det er med til at blåstemple hele startup scenen, at store innovative virksomheder som Statoil sagtens kan arbejde sammen med små nystartede virksomheder. Det handler om at komme ud over rampen og se samarbejdsmuligheder blandt større og mindre virksomheder, for det kan virkelig være med til at sætte raketfart under startup virksomhedens traction og synlighed.