Arkiver

De små aktuelleNyheder

Ny formand i Rådet for Digital Sikkerhed

Rådet for Digital Sikkerhed har valgt nyt formandskab. Rasmus Theede fra KMD indtræder som Rådets nye formand og Anette Høyrup fra Forbrugerrådet Tænk er ny næstformand.

Af Pia Ella Elmegård

Rasmus Theede, som tidligere var næstformand, overtager formandsposten efter Birgitte Kofod Olsen, der træder tilbage fra posten, som hun har haft siden Rådets stiftelse i 2012.

Rådet for Digital Sikkerhed er en uafhængig medlemsorganisation der specialiserer sig i viden og erfaring inden for informationssikkerhed og privatlivsbeskyttelse. Formålet med rådet er at “skabe en kvalificeret debat og en tryg digitalisering,” skriver de på deres hjemmeside.

Læs også: Danske virksomheders data ender i amerikansk sky

Rasmus Theede er til daglig er koncernsikkerhedschef i KMD, og har tidligere arbejdet som informationssikkerhedschef hos NNIT. Den nye formand har mere end 15 års erfaring med it- og informationssikkerhedsledelse fra nogle af Danmarks største virksomheder, bl.a. A.P. Møller Mærsk Gruppen og Forsvaret.

”Informationssikkerhed har aldrig været højere på den danske og globale dagsorden. Danmark er et forgangsland, når det gælder digitalisering, men det er desværre ikke altid, at hensynet til sikkerhed følger med i samme hastige tempo. Vi ser samtidig en massiv stigning i antallet af cyberangreb, som bliver mere og mere avancerede.”

Rasmus Theede peger på, at behovet for samarbejde omkring informationssikkerhed på tværs af privat og offentlig sektor aldrig været større end nu.

”Det er Rådets ambition at vedblive at spille en nøglerolle for informationssikkerhed i Danmark. Det gør vi ved at bidrage med pragmatiske råd og vejledning, udvikle konkrete hjælpeværktøjer – men også være vagthund, når det gælder.”

Læs hele pressemeddelelsen her.

Skriv et svar