I mandags var der prisregn i Orlando, USA, hvor de bedste Microsoft Office-apps blev kåret.
Hvert år bliver de bedste apps til Microsoft Office kåret. 2015-udgaven af prisuddelingen blev holdt i Orlando, der ligger i staten Florida, USA. Det løb af stablen i mandags, hvor der var priser til to danske software-udviklere.
Det var i kategorien ”Best International Developer”, hvor de danske farver markerede sig. Her blev kåret to vindere, og begge har danske rødder.
Den ene vinder blev Sonja’s Apps, der hjælper brugere med at arbejde med og forelske sig i Office-funktionen Sharepoint. Bag Sonja’s apps står Sonja Madsen, og software-virksomheden får også ros for sine ’Add and go’-apps, der er lette at konfigurere og bruge.
Klar til at indtage verdensmarkedet
Den anden vinder i samme kategori blev danske iGlobe. De udvikler også apps til Office Sharepoint-funktionen, og i motivationen for deres kåring hed det:
”iGlobe leverer en CRM-løsning (Customer Relationship Management) af høj kvalitet til Sharepoint for brugere over hele verden. De gør det gennem intuitive knapper og brugerflader. De leverer en Sharepoint-infrastuktur, der er simpel og sparer penge, og så bruger de Excel til at rapportere.”
iGlobe var faktisk nomineret til hele tre priser i 2015 Office App Awards, men endte altså med at løbe med prisen som ”Best International Developer”.
”Vi modtager en global Microsoft pris for vores flagskibs-app ’iGlobe CRM Office 365’. Med den intensive markedsføring der har været på Office 365, og en forventning om at Microsoft nu vil intensivere markedsføringen og tilgængeligheden til Microsoft Office Store, kan vi næsten ikke andet end forvente, at vi for alvor er klar til at indtage verdensmarkedet via Office Store,” siger Alon Ekelund, der er adm. direktør i iGlobe.
iGlobes app til Microsoft Office er tilgængeligt for både PC, tablets og Mac. Man kan købe den i Microsoft Office Store.