Arkiver

Nyheder

Blog: Giv dine ansatte ubegrænset ferie

Glem alt om de traditionelle arbejdsskemaer fra 8.00-16.00 – den tid er ved at forsvinde sammen med de mekaniske organisationer, og der er ikke udsigt til et gensyn med de fastlagte rammer. Nu har en amerikansk startup virksomhed nemlig sat sig i tendensens førersæde ved at tilbyde deres ansatte ubegrænset ferie, uanset hvor længe og hvornår. Dette blog indlæg er en del af vores fokusserie på tid, hvor vi første gang skrev om tidsregistreringsprogrammet Toggl.com

Af Kristian Højland Hansen

Det lyder næsten for godt til at være sandt og egentlig så fristende, at man forestiller sig, at det vil blive udnyttet. Men sådan forholder det sig tilsyneladende ikke. I hvert fald ikke ifølge initiativtageren bag dette nye human ressource (HR) koncept, virksomheden Red Frog Events, der påpeger at samtlige ansatte har levet op til dette privilegium af et personalegode.

Ubetinget tillid

Hos Red Frog Events kan de ansatte således på alle ønskelige tidspunkter komme og bede om ferie – virksomheden opfordrer faktisk til ferie, såfremt man føler, man har behov for det. Der vil sågar ikke blive stillet spørgsmål til feriens længde eller motivationen for ferien, hvilket skaber et arbejdsmiljø, der er baseret på tillid, gensidig respekt de ansatte imellem (på alle niveauer) samt loyalitet. Værdier der alle bidrager til at skabe en positiv arbejdskultur, hvor medarbejderne bliver motiveret til at yde et effektivt og resultatorienteret stykke arbejde.

”Frihed under ansvar”

Konceptet ”frihed under ansvar” er jo ikke genopfindelsen af den dybe tallerken, men ideen tager trods alt fat i den inderste kerne af konceptet – kernen som få sjældent tør nærme sig ubetinget. Derinde er vi mennesker jo så dejligt indrettet, at langt størstedelen af os vil bevise, at vi er den tildelte frihed værdige. Og stiller du spørgsmålstegn ved dette koncepts betydning for produktiviteten, så har Red Frog Events givet 4 argumenter, der taler for en endog øget produktivitet;

  1. Hvis en medarbejder ikke kan håndtere konceptet omkring ubegrænset ferie, så kan vedkommende heller ikke håndtere andre vigtige ansvarsområder, hvorfor man ikke skal ansætte dem. Man skiller altså fårene fra bukkene.
  1. Reducerede omkostninger i forhold til at registrere benyttet ferie, optjent ferie, afspadsering osv.
  1. Ved at udtrykke taknemmelighed over for ens medarbejdere og imødekomme deres ønsker omkring ferie, så vil de også udvise deres taknemmelighed igennem ønskværdige arbejdsresultater.
  1. Konceptet er et glimrende værktøj i rekrutteringsfasen, idet det kombineret med en positiv arbejdskultur skaber opmærksomhed omkring virksomheden.

Red Frog Events vandt i 2011 både “The U.S. Chamber of Commerce Small Business of the Year”, “The Chicago Innovation Award” og “Chicago Tribune Best Workplace”.

Kilde

Kristian Højland Hansen, blogger
Kristian, som er uddannet markedsføringsøkonom, har i løbet af årene udviklet en stor nysgerrighed og interesse for startup-verdenen.Han er særligt optaget af, hvordan den sociale interaktion udvikler sig i forhold til platforme, medier og kommunikation.

 

Skriv et svar