Nyheder

Freeway køber sig ind i Findroommate.dk

Freeway med bl.a. Dating.dk, og Arto  i deres portefølje har købt sig ind i boligportalen Findroommate.dk, der hjælper unge med at finde nye værelseskammerater.

Stadigt flere danskere vælger at få en værelseskammerat. Tendensen er så markant, at Freeway har valgt at købe sig ind i den sociale boligportal Findroommate.dk, der hjælper lejere og boligsøgende med at finde hinanden på nettet.
Direktør og medstifter af Findroommate.dk, Kristian Matthes, ser frem til det nye samarbejde med Freeway, der står bag nogle af Danmarks største internetportaler

– Partnerskabet med Freeway har helt klart styrket vores position. Freeway står bag nogle af Danmarks mest besøgte tjenester på nettet, og vi ser frem til at bruge deres erfaringer som et springbræt til at udvikle forretningen”, siger Kristian Matthes, der fik ideen til Findroommate.dk, fordi han selv havde svært ved at finde en værelseskammerat. Og hvad der i starten var et fritidsprojekt, der blev lavet sammen med sin partner, Savo Pekic, i 2008, har i dag udviklet sig til en hjemmeside med 12.000 potentielle værelseskammerater.

Logisk oprustning
Også hos Freeway er forventninger store. Freeway købte sig for fire år siden ind i Lejebolig.dk og medstifter Morten Wagner forklarer, at partnerskabet med Findroommate.dk markerer et naturligt skridt i Freeways indtog på boligmarkedet.

Findroommate.dk har på kort tid skabt flotte resultater og opbygget en sund og social boligforretning på nettet. Samtidig oplever vi stærkt stigende interesse for sociale boligsider på nettet, og derfor lå et partnerskab lige til højrebenet. Nu vil vi bygge videre på succesen, siger Morten Wagner og tilføjer, at han også ser internationalt potentiale i Freeway-koncernens nye medlem.

Trendsonline.dk har allerede aftalt et interview på plads med Kristian for at høre historien om Findroommate.dk. Hvis du har nogle spørgsmål til ham, så skriv dem endelig i kommentarfeltet nedenfor.

Update 5. juni:
Vi har rettet artiklen og fjernet Trendsales, som ikke ejes af Freeway mere.