TrendsOnline mødte Phil Libin, CEO for Evernote, under Evernote Trunk Conference til en snak om at starte virksomhed, forskellen på Danmark og USA og hvorfor en succesfuld iværksætter helst ikke skal være helt normal.
Evernote er Libins tredje startup og er opbygget med de erfaringer han har haft med i rygsækken fra sine to forrige virksomheder. Ét princip, som er gennemgående for alle hans virksomheder, er at ansætte de rigtige folk.
”Det er super vigtigt, at du virkelig godt kan lide hver eneste person, du ansætter, og at det er nogen, du virkelig gerne vil arbejde med”
Simpelhed er nøglen
I Libins virksomhed nummer to handlede det om at bygge et produkt, som gav værdi til brugerne, men det var først, da han startede Evernote, at han kunne bygge noget, som han virkelig elsker.
”Når du starter noget op, så lad være med at tænke på markedspotentiale og brugernes behov – byg noget som du selv gerne vil bruge”
Libin indrømmer, at man ikke kunne have brugt den strategi for 5 år siden, fordi verden har ændret sig med strømmen af smartphone apps og sociale medier.
”Hvis du laver noget, som du elsker, vil 1 milliard andre også elske det”
Han tilføjer at den milliard mennesker samtidig nemt kan finde frem til produktet gennem sociale medier og nemt købe det gennem app stores. Du behøver altså ikke bekymre dig om markedsføring eller logistik, ifølge Evernotes CEO.
”I dag er den bedste tid i verdenshistorien at være iværksætter”
Der er dog også ting, som Libin fortryder. Han nævner blandt andet, at han ville ønske, at de havde bygget et mere simpelt produkt fra starten. Problemet er, ifølge Libin, at mange tror at komplicerede systemer er bedre, men at de i virkeligheden er en dårlig undskyldning for elendigt design.
”Simpelhed er virkelig den vigtigste ting. Hver dag vågner jeg op og tænker på, hvordan vi kan gøre Evernote mere simpelt”
Du skal ikke være helt normal
Libin har før givet grunde til hvorfor man ikke skal blive iværksætter. Men hvad er, for ham, så den rigtige grund?
”Der er i virkeligheden kun én grund til at starte en virksomhed, og det er et ønske om at ændre verden”
Libin tilføjer, at man dog ikke behøver at være iværksætter for at ændre verden. Kunstnere, designere og forfattere kan også ændre verden, at starte en virksomhed med en vision om at gøre en forskel er blot hans måde at sætte sit præg.
”Hvis du kan inspirere andre, kan du også ændre verden”
Men hvad så hvis man bare gerne vil tjene en masse penge? Ifølge Libin, er chancerne for at tjene kassen lig med at vinde i lotto, og der er en masse andre og hurtigere måder at få penge i banken på.
”Du er ikke succesfuld bare fordi, du har tjent en masse penge. Det det hele handler om, er om du har gjort en forskel”
Libin er mentor for en række startups og han forklarer hvordan han ofte taler med iværksætterne om, om de stadig ville arbejde på deres idé, selvom om alle pengene kunne være væk 10 år ude i fremtiden.
”Enhver normal person ville nok sige nej, men hvis du virkelig er iværksætter skal du være lidt skingrende og svare ja”
Danmark er magisk
Evernote er i teknologiens epicenter, Silicon Valley, men Libin har en opfordring til de danske iværksættere, som ikke bør lade sig slå ud af at være på den anden side af jorden.
”Danmark har så mange muligheder i sammensmeltningen af tradition, kultur, historie og innovation – det er ret magisk”
Libin mener, at Europa er langt foran USA på den front og at det kunne udnyttes mere. Men helt ærligt, har Silicon Valley ikke et forspring?
Ifølge Libin, er det rigtigt at der flyder mange flere penge rundt i the Bay Area, men i dag kan man sagtens starte en virksomhed uden kapital – en app kræver ikke meget mere end et par børn, der kan kode, som han udtrykker det.
”Silicon Valley er det eneste sted du kan rejse 1 million USD uden at eje et jakkesæt”
Libin fortsætter og argumenterer for, at det i fremtiden netop vil være de mest kreative lande, som kommer i front, da vigtigheden af investering bliver mindre og mindre. Vi vil måske endda se en renæssance indenfor iværksætteri, slutter han.
1 kommentar