Arkiver

Nyheder

Nyt projekt skaber unikt startupmiljø for app-”nørder”

En flok studerende med iværksættergnist vil skabe et rum, hvor andre studerende kan føre deres app-drømme ud i livet. Samtidig vil de indføre en startup-kultur, som man kender den fra Silicon Valley.
Fra november får de studerende på Danmarks Tekniske Universitet en ny mulighed for at komme ud i verden med deres apps. Projektet hedder AppFactory, som bygger på erfaringer og filosofier fra Silicon Valley.

Projektet går ud på at lave et rum for studerende, som render rundt med en idé til en ny app. Hos AppFactory får du hjælp til at udvikle din idé, og samtidig får du et netværk, der kan hjælpe med alt fra programmering og idéudvikling til markedsføring af det færdige produkt.

Michael Reibel Boesen er projektansvarlig for AppFactory. Han er selv iværksætter og har en PhD fra DTU. Han forklarer nødvendigheden af et rum, hvor de studerende kan udfolde deres idéer.

”Alle ved det handler om et eller andet med nytænkning og opfindelser – men det handler mindst ligeså meget om udnyttelsen af nytænkningen og opfindelserne i samfundet. Det er den følelse vi gerne vil give de studerende – følelsen af at få en ide, designe en løsning, implementere løsningen og sætte den fri ud i samfundet,” siger han.

Fuck janteloven som i Silicon Valley
AppFactory vil ikke bare hjælpe de studerende med at lave apps. De vil også skabe et miljø, der minder om startups-miljøerne i Silicon Valley. Her har danskerne, ifølge Michael Reibel Boesen, nemlig meget at lære.

”En af de helt fantastiske ting ved Silicon Valley er at folk nærmest kaster sig i vejen for hinanden for at hjælpe netop dig med dit problem. Der har vi kulturelt set en mere lukket tilgang. Blot det at gøre folk opmærksomme på det vil forhåbentlig både stimulere intern og ekstern networking, hvilket er essentielt for et succesfuld hackerspace og startup miljø,” forklarer han.

Og netop netværksdelen er måske den vigtigste af de bærende søjler i AppFactory.

”I Silicon Valley ser du advokater, der uden beregning gladelig bruger en time eller halvanden på at rådgive dig om et eller andet emne. Hvorfor? Fordi de tænker ”så siger de sikkert noget godt om mig til deres venner – og hvem ved, måske jeg en dag får dem som kunde, når de bliver kæmpestore”. Det er noget, vi er begyndt at se mere af i DK, og det er kanon! Ikke desto mindre vil vi forsøge at sætte nogle gratis aftaler op med diverse ”service”-erhverv som advokater, revisorer og marketing-folk, som kan understøtte de studerendes projekter.”

AppFactory vil løbende knytte flere mentorer og rollemodeller til projektet, som kan hjælpe de studerende på vej ud i app-branchen. Rollemodeller, som skal få de studerende til at drømme om at blive den nye Mark Zuckerberg, Sergey Brin, Bill Gates, Jack Dorsey, Gordon Moore eller Pierre Omidyar.

Du kan læse mere om projektet på deres website:

http://appfactory.imm.dtu.dk/

Links til sociale netværk:
http://www.facebook.com/AppFactoryDTU
https://twitter.com/AppFactoryDTU

1 kommentar

Skriv et svar