Arkiver

Nyheder

Lessonlane – en social læringsplatform for det 21. århundrede

Lessonlane er en anderledes og social læringsplatform for både studerende og undervisere, hvor fokus er på den enkeltes materiale og diskussioner. Sitet er snart klar til at blive lanceret. Bag Lessonlane står Troels Hauch Tornmark & Mads Viktor, der begge har en baggrund i elektronisk musik. Trendsonline.dk har interviewet Troels, og det blev til en spændende snak om et nyt dansk startup.   

Troels fortæller, at idéen til Lessonlane kom som et led i deres elektroniske musikbaggrund:

”Vi kommer begge med en baggrund i elektronisk musik, hvor sequenceren er det værktøj, man skaber sammenhæng med. Ideen om at give et værktøj til underviserne, der gør dem i stand til at remixe deres undervisningsplan og få direkte feedback fra de studerende var udgangspunktet.”

Lærerne og professorerne bruger i dag enorme ressourcer på at finde analogt og digitalt indhold og skabe sammenhæng, forklarer Troels og fortsætter:

De fortjener bedre digitale planlægnings- og evaluerings værktøjer. Og de studerende forventer en større integration med de services og devices, de i dag lever igennem. De “IT” systemer der eksisterer i dag er lavet til administratorer og er helt lukkede for den globale informationsstrøm, der nødvendigvis skal integreres i undervisningen i dag for at fastholde de studerendes motivation.”

Løsningen på udfordringen blev Lessonlane, hvor målet er at gøre det let for undervisere (og elever) at skabe dynamiske fage-bøger og distribuere globalt:

”Vi mener, at der er et umiddelbart marked for sociale lektionsplaner og undervisningsmateriale, der ikke nødvendigvis kommer fra de store forlag. Derudover arbejder vi på sigt på at tilbyde administration og evalueringsværktøjer til undervisningsinstitutionerne.” Siger Troels.

Og hos Lessonlane har de da også erfaret, at der er et behov for en alternativ læringsplatform:

”Ud fra de samtaler vi har haft med undervisere og elever kan vi se, at der er et stort behov for et bedre, lettere LMS (Learning Management System). Og en lettere online dialog omkring det faglige, lidt væk fra Facebook. Lessonlane vil skære ind til kernen af begge tanker, men ikke levere en overflod af features.” Udtaler Troels.

Udbyttet for brugerne er overblik og social faglig interaktion, forklarer Troels og fortsætter:

Lessonlane gør din dag som studerende fokuseret og forbundet til det materiale, du skal igennem, de timer du skal møde op til, og de projekter du skal aflevere. Som underviser kan du orkestrere den optimale sammensætning af materiale, du planlægger at gennemgå, hvor end det er gemt. Du kan designe en enkelt lektion, en workshop eller hele semesteret. ”

Teknologi

Lige nu er Troels og Mads ved at skrive nogle post til deres blog omkring deres valg teknologi mm., fortæller Troels:

”Vi kører en full javascript stack. Backbone/Require op imod en Node.js/Mongo DB backend på et Heruko server setup. Det egner sig enormt godt til hurtig udvikling og gør det muligt for alle udviklere både at forstå og arbejde på frontend og backend.” (Vi håber I forstår, hvad der er tale om – for vi er ikke selv helt sikre her på redaktionen!)

Af mere færdige teknologier har de hos Lessonlane anvendt værktøjer som Podio og Treollo, hvilket har hjulpet dem til at holde styr på alle enkeltelementerne.

”Derudover handler det om at være klar på sin vision, men ikke være forelsket i enkelte ideer eller løsninger – på den måde er vi, indtil videre, ikke endt på koncept eller udviklingsmæssige sidespor.” Forklarer Troels.

Arbejd, arbejde!

Som nævnt har Lessonlane endnu ikke lanceret, men det betyder ikke, at de ikke allerede fokuserer på fremtiden. Som startup er det vigtigt hele tiden at være et skridt foran.:

”Vi skal have spredt budskabet globalt og få skabt en dynamisk vækst i brugere og materiale. Og naturligvis overtale investorer om, at det her marked er modent til nye spillere, og at vi er det bedste bud på en social læringsplatform. Vi arbejder med en freemium model, fordi vi tror på, at den bedste måde at sælge vores produkt er allerede at have tilfredse brugere på de skoler institutioner vi sælger til.”

Til sidst spurgte vi Troels om, hvordan han mente, de næste seks måneder vil komme til at se ud for Lessonlane:

Arbejd, arbejd! Dialog med så mange forskellige undervisere og studerende globalt som muligt, investorpitches og generel udviklingsarbejde, kode og marketing.”

Fra Trendsonline.dk vil vi gerne opfordre til at sprede ordet om Lessonlane. Tjek facebook.com/lessonlane, twitter: @tornmark @madsviktor @lessonlane og sign-up på www.lessonlane.com

Skriv et svar