Det unge online-rekrutteringsfirma Graduateland vandt prisen som Årets Vækstskaber, da CONNECT Denmark holdt prisuddeling torsdag aften i Søborg.
”Graduateland er en visionær og ambitiøs virksomhed, som har arbejder målrettet på at skabe vækst og har nu succes med det. CONNECT Denmark har arbejdet tæt sammen med Graduateland, siden virksomhedens etablering og vi vil gerne belønne teamets åbenhed og vilje til at tage imod sparring og input udefra”, siger CONNECT Denmarks direktør, Henrik Brorsen.
Graduateland er godt i gang med at skabe verdens største rekrutteringsnetværk for studerende og nyuddannede og vandt prisen som Årets Vækstskaber, da nonprofitorganisationen CONNECT Denmark holdt sin årlige prisuddeling den 18. april hos Ernst & Young i Søborg.
Graduatelands direktør, Jens Reimer Olesen, glæder sig over prisen.
”Jeg er meget overrasket over at vinde over Trustpilot, som er et forbillede for os. Det er en fantastisk anerkendelse af det hårde arbejde, vi har lagt, siden vi startede op i en kælder på Handelshøjskolen. Vi ser prisen som et bevis på, at vi gør det rigtige og løser virksomhedernes udfordringer med rekruttering”, siger Jens Reimer Olesen.
Aftenens anden pris, Årets CONNECTER, gik til erhvervsmanden Peder Nedergaard.