Arkiver

Nyheder

Nyt delikat online magasin med fokus på ’det gode liv’

Byrosenvinge.com er et luksuriøst online magasin henvendt primært til kvinder. Omdrejningspunktet er ’det gode liv’ herunder rejser, spa & wellness, gastronomi, mode og skønhed. Trendsonline.dk har interviewet Regitse Cecilie Rosenvinge, der står bag det nye magasin.

Det er ikke mere end seks-syv måneder siden at Regitse søsatte projekt Byrosenvinge.com, og har sammen med en webdesigner arbejdet målrettet mod deres deadline, som var d. 1. maj. Regitse havde drevet sin blog i tre år, da hun fik idéen til webmagasinet.

”Her beskæftigede jeg mig primært med skønhed, men jeg savnede at have muligheden for at komme endnu længere ud og skrive om alle de ting, jeg interesserer mig for. I øvrigt synes jeg, der manglede et seriøst online medie, som satte fokus på luksusprodukter og ‘det gode liv’ til kvinder,” fortæller Regitse.

Byrosenvinge.com er beskrevet med Regitses ord et delikat webmagasin om ‘det gode liv’, og fokuserer primært på luksussegmenterne inden for emner som rejser, spa og wellness, gastronomi, mode og skønhed. Magasinet henvender sig typisk til kvinder, som har lyst til at forkæle sig selv og er nysgerrige på tilværelsen.

”De finder typisk inspiration til et weekendophold, et godt restaurantbesøg eller måske et lækkert skønhedsprodukt, som tilbyder dét ekstra. Det er vigtigt, at ikke kun fritiden, men også hverdagen fremstår som platform for det gode liv – og dét mener jeg afspejler sig i magasinet,” forklarer Regitse og fortsætter:

”Jeg samarbejder i øvrigt med virksomheder, der kan identificere sig med Byrosenvinge.com, og som derfor ønsker at brande sig derigennem, f.eks. ved hjælp af annoncering.”

En fortjent pause fra hverdagen
Regitse håber, at folk der læser Byrosenvinge.com, får sig en tiltrængt og inspirerende pause i hverdagen.

”Jeg tror – og håber – at folk bruger magasinet til at koble fra i en travl hverdag, drømme sig væk og få inspiration til hvordan de kan leve ‘det gode liv’”.

Indtil videre har Regitse kun modtaget positiv feedback fra folk, der har læst magasinet. Magasinet tager relevante emner op, som ikke nødvendigvis er styret af trends og mode hele vejen igennem, og ifølge Regitse er netop det idéen. Derudover kan magasinet også bruges som et slags opslagsværk, hvis man søger inspiration til f.eks. weekendturen, et hyggeligt hotel eller noget helt tredje.

”Alle artiklerne er udarbejdet med henblik på at informere og uddybe, så læserne bliver klogere på alle mulige emner, de ikke anede noget om før. For mig er det vigtigt, at stoffet er velskrevet og måske har en historisk vinkling. Det er altid positivt, hvis man som læser får en aha-oplevelse og føler, man er blevet lidt klogere,”  fortæller Regitse.

En daglig udfordring
For Regitse er det en daglig udfordring at drive Byrosenvinge.com, men hun finder samtidigt en stor glæde i at udvikle det hele fra bunden.

”Én af udfordringerne har været, og er, at skabe den her dynamik, så der hele tiden er noget nyt at komme efter på sitet – at folk fastholder interessen for det nye. Derfor har jeg bl.a. allieret mig med et par dygtige journalister fra ind- og udland, som skal bidrage til den tekstmæssige del,” forklarer Regitse.

I forhold til at skabe vækst spiller viral markedsføring som eksempelvis Facebook og YouTube en stor rolle. Men Regitse påpeger også vigtigheden af mere simple tiltag som nyhedsbreve og en god kontakt til læserne. Hun vil derudover fortsætte med at opbygge magasinet og producere relevant indhold, bl.a. med input fra andre passionerede skribenter.

Regitse er overbevist om, at fremtiden vil være spændende, innovativ og fremgangsrig. Redaktionen på Trendsonline.dk håber og tror, at hun har helt ret i sin forudsigelse 🙂 Held og lykke herfra!

Skriv et svar