Der sker mange nye og interessante ting for det danske samkørsels-startup Ants. De har bl.a. udviklet en ny widget, der er implementeret hos Roskilde Festival samt indgået en samarbejdsaftale med Red Bull.
Samkørsel bliver mere og mere populært, og det er danske Ants et godt eksempel på. Det brager derud for startuppet – CEO og co-founder Aleksander Soender meddeler, at de for en måned siden lancerede native app til Windows Phone og nu er eneste provider i verden, der dækker alle platforme (iOS, Android og WP).
Nu er de også klar med en ny widget:
”Vores widget er gratis at implementere (se her). Vi er stadig i en tidlig betafase med dette produkt og høster en masse viden gennem de her store partnerskaber i øjeblikket,” udtaler Aleksander Soender.
Derudover har de netop lukket en samarbejdsaftale med Red Bull, hvor deres widget som første event, er integreret på Red Bulls Cliff Diving World Series event i København.
Ants på festival
”Vores widget er også implementeret hos Roskilde Festival, der smider billetter med i bilerne der fyldes fra Norge, Sverige og Tyskland,” fortæller Aleksander Soender.
Generelt er Ants forberedt på sommerens mange festivaler, og har alle større danske festivaler på deres platform – det inkluderer de netop afholdte Northside og Copenhell samt Smukfest, Jelling, Skive Festival og Musik i Lejet.
Også i udlandet er de begejstrede for Ants.
”Vi oplever stor interesse for produktet i udlandet og udvider hurtigt med nye sprog. Vi er i dag på engelsk, tysk, dansk, svensk og norsk,” udtaler Aleksander Soender og fortsætter:
”Vores website er stadig i beta, da vi har fokus på mobil. Det er vores grimme ælling. Den bliver smuk en dag :-)”
Opdateret d. 21/6-2013 kl. 12.27