Arkiver

Nyheder

Twami vil øge tilmeldingerne til nyhedsbreve

I et forsøg på at skaffe nye nyhedsbrevsabonnenter uden at besvære brugerne med irriterende pop-up vinduer har Mogens Møller og Patrick Moog startet Twami.

Idéen til Twami fik Mogens Møller, konverteringsspecialist og e-handelskonsulent, i forbindelse med en opgave for rejsebureaet Højmark Rejser. Her skulle han arbejde på at øge antallet af nyhedsbrevstilmeldinger, uden at det gik ud over konverteringsraten på salg og tilbudsforespørgsler.

“Vi havde tidligere prøvet med deciderede popups, men det “kostede” simpelthen for meget på antallet af salg. I brugertests fortalte folk også, at disse popups var voldsomt forstyrrende og irriterende,” siger Mogens Møller.

I stedet forsøgte han sig med en slide-in boks, der havde en ganske imponerende effekt. Hele 986 procent flere tilmeldte sig nyhedsbrevet, og samtidig forstyrrede den ikke de besøgende. Måske vigtigst af alt gik boksen heller ikke ud over konverteringsraten for salg og tilbudsforespørgsler.

“Efter noget betænkningstid besluttede jeg, at jeg simpelthen blev nødt til at lave en online service, som kunne hjælpe websites og webshops med at få sådan en boks på deres site.”

Den service besluttede han sig derefter at lave sammen med Patrick Moog, der arbejder hos webbureauet DIS/PLAY i Aarhus, som han har kendt fra barnsbens af.

En stigning på 400 – 600 procent

Ind til videre eksisterer Twami blot i en beta version med en række test-virksomheder. Men blandt disse viser erfaringerne allerede nu, at resultatet, som Mogens Møller opnåede med Højmark Rejser, ikke er en enlig svale. I følge Mogens Møller har Twami vist sig at kunne hæve antallet af daglige nyhedsbrevtilmelding med 400 – 600 procent.

”Faktisk gik vores beta-tester coolstuff.dk fra to – tre daglige nyhedsbrevtilmeldinger til 500-600 daglige nyhedsbrevtilmeldinger da de implementerede Twami,” fortæller Mogens Møller og fortsætter;

“Sammen med nogle af vores beta-testere har vi også målt på kvaliteten af nyhedsbrevtilmeldlingerne, der kommer via Twami boksene – om de har ligeså høj open-rate, click-through-rate, conversion-rate og så videre. I disse tests har der ikke været nogen forskel på tilmeldinger fra Twami og de andre “normale” tilmeldinger. Det vil sige, at de har konverteret ligeså som de eksisterende. “

Næste skridt for Twami er altså at gå fra beta til launch, men allerede nu er ambitionerne for virksomheden store. Mogens Møller arbejder blandt andet på at lave samarbejder med de største CMS og webshop platforme, og målet er at nå 300 betalende kunder inden nytår.

“Omkring nytår er planen også, at vi for alvor begynder at fokusere på udlandet, hvis vi ellers kommer godt i gang i Danmark,” siger Mogens Møller.

1 kommentar

Skriv et svar