Arkiver

Nyheder

Iværksætterspire vil motivere dig med et dagligt citat

Et nyt initiativ er netop gået online og formålet er at motivere dig direkte fra din indbakke, hver dag. Det er den kun 18-årige Mortada Sarheed, der står bag websitet 365ivaerksaettercitater.dk, der, som mange andre startups og initiativer, udsprang af et personligt behov for mere opbakning som iværksætter.

En typisk mail fra 365iværksættercitater.dk består af et lækkert billede, med et inspirerende, klogt, opmuntrende citat skrevet henover. Citaternes budskab har simpelthen til formål, at de tilmeldte skal motiveres til at bevare arbejdsmoralen og fortsætte deres gode arbejde. Derfor handler citaterne også om det positive ved livet som iværksætter, eller er deciderede lærerige succeshistorier fortalt af andre iværksættere. Initiativet er et forsøg på at bakke dem op, som har lysten, men måske ikke helt modet – endnu.

“Det sværeste ved at komme i gang er tanken ‘hvad nu hvis jeg fejler’, eller ‘hvad nu hvis det ikke lykkes’. Det er i hvert fald det, som jeg hører mange unge svare, når jeg spørger hvorfor de ikke har startet deres egen virksomhed”, siger Mortada.

“Når man er iværksætter, lever man livet i den hurtige bane. Der foregår hele tiden ting rundt om dig, og der er hele tiden nogen som vil have dig til at gøre noget. Derfor handler det rigtig meget om at holde hovedet koldt.”

Mortada flyttede med sine forældre til Danmark i 2002, hvor han hurtigt tog det danske sprog til sig – sammen med en entusiastisk og klingende dialekt fra det jyske. Udover at være virksomhedsejer læser han HHX på Århus Købmandsskole. Mortada’s eget yndlingscitat af alle dem han sender ud, er:

“Find noget du kan lide at lave, så kommer du ikke til at arbejde en eneste dag”

Man kan tilmelde sig med sin e-mail adresse via 365iværksættercitater.dk, hvis man har lyst til at modtage en mail med et motiverende citat hver morgen året rundt. Mortada’s service når allerede ud til mere end 150 iværksættere landet over.

Trendsonline bakker gerne op om det motiverende initiativ af den 18-årige iværksætter – og siger held og lykke fremover!

Skriv et svar