Arkiver

Content PartnereNyheder

Tech-Toolbox: Nye EU-momsregler vil ændre konkurrencen blandt B2C E-businesses

Denne artikel er en del af vores content-partner program og er lavet sammen med PwC. PwC er et revisions-, skatte- og rådgivningshus, der kan hjælpe din startup virksomhed. De hjælper din startup gennem idéfasen, og rådgiver om de forhold, der kan få afgørende betydning for dig her og nu – og senere.

Fra 2015 vil momsen på e-service og e-produkter afhænge af den momssats som gælder i kundens opholdsland og ikke virksomhedens etableringsland. Trendsonline har talt med CEO fra Riidr, Anders Breinholst, og co-founder og CEO fra Trendsales, Martin Falslev Andersen, der giver deres erfaring og råd om de nye momsregler, samt Mick Jørgensen, en momsekspert fra PwC, om de nye regler der kan påvirke både din indtjening på og omsætning af e-services på tværs af landegrænser.

De nye regler er relevante for virksomheder der leverer E-services og som sælger ydelserne til privatpersoner uden for Danmark, men inden for EU.

I dag er det sådan, at E-business virksomheder er bundet til at betale moms efter den momsprocentsats, som er gældende i det land, hvor virksomheden er etableret. Det betyder, at har man eksempelvis sat sig for at sælge e-bøger, og har etableret sin forretning i Danmark, så skal man betale 25 % i moms på alle e-bog salg. Nedenfor er det eksemplificeret med salg af en e-bog.

Virksomhed etableret i Momssats Pris på e-bog Efter moms
Danmark 25 % 100DKK 80DKK
Luxembourg 3 % 100DKK 97,1DKK

 

Baggrunden for momsændringerne: At skabe lige konkurrence uanset etableringssted

Som det fremgår ovenfor medfører de nuværende momsregler for e-services og e-produkter, at e-business-spillere kan få en – ikke ubetydelig – konkurrencefordel overfor andre e-business-spillere i den globale konkurrence, når de driver forretningen fra lande med fordelagtige momssatser: Således har store spillere, som Apple, Skype og Saxo.com, valgt at drive dele af deres forretning fra netop Luxembourg.

Anders_Breinholst_RiidrSenest har den danske e-boghandel, Riidr.com, også valgt at flytte til det lille land med de attraktive momssatser. Trendsonline har talt med CEO i Riidr.com, Anders Breinholst, som fortæller om deres beslutning.

“For os har det haft en positiv effekt på vores forretning at flytte til Luxembourg. Her er en moms på e-bøger på 3 %, her er et godt økosystem af tech-virksomheder, her er gode regler for indtægter fra IP-rettigheder, og så er alle konkurrenterne i forvejen hernede.”

Riidr.com er således faldet godt til i udlandet, men som Breinholst også pointerer, er det ikke alle, der har ressourcer til, eller interesse i, at flytte deres startup til udlandet. Moms bør ikke være styrende for, hvor man etablerer sin virksomhed. Breinholst hilser således momsændringerne velkomne, og mener at de burde være kommet for længe siden.

”Der er i forvejen et EU-direktiv der siger, at momsen minimum skal være 15 %, men det er ikke alle lande der har overholdt dette direktiv. Derfor er det godt, at der kommer disse nye regler på området.”

De nye momsregler for e-services i 2015

Når de nye regler træder i kraft, vil det konkurrencemæssigee landskab ændre sig. Fra 2015 skal virksomhederne  afregne moms hvorfra kunden er etableret. Når en herboende kunde køber din e-service, bliver der pålagt dansk moms på prisen af dit produkt, og når en kunde fra et andet land køber dit produkt, bliver der pålagt den momsprocent fra det pågældende land.

Hvis vi genbruger eksemplet med salg af en e-bog, vil forskellen som vist være at indtjeningen efter moms her afhænger af hvor kunden er etableret. Et eksempel på momsafregning for B2C e-services i 2015, ser således ud:

Kunden etableret i Momssats Pris på e-bog Efter moms
Danmark 25 % 100DKK 80DKK
Luxembourg 3 % 100DKK 97,1DKK

 

For din kunde fra Luxembourg bliver der således pålagt 3 % på din e-bog, hvilket betyder at den samme e-bog som sælges for 100 DKK (inkl. moms), giver en omsætning til virksomheden på henholdsvis 80 DKK og 97,1 DKK – afhængigt af om kunden bor i Danmark eller Luxembourg.

Udfordringer med de nye momsregler: Dokumentation af kundens etableringssted

Med de nye momsregler skal man kunne dokumentere, hvor køber er bosiddende. Dette kan gøres ved fx at dokumentere købers fakturerings- og IP-adresse.

Reglerne indenfor dette område er en endnu lidt uklare, men ifølge Mick Jørgensen, momsekspert i PwC, skal man kunne frembringe tre ikke-modstridende beviser på køberens bopæl, hvis man vil være sikker på at dokumentationen er i orden. Det kunne være 1) IP adresse, 2) bankoplysninger og 3) faktureringsadresse, som sammenkædes for at der er tilstrækkelig dokumentation for kunden bopælsland.

Momsændringerne kan påvirke kunders User Experience af e-servicens elektroniske brugergrænseflade

Leder af PwC startup business, Jacob Simonsen, peger i øvrigt på, at e-businesses kan komme til at ændre på interaktionsdesignet på et startups online platform i forbindelse med, at de skal indsamle dokumentation om køberens bopæl.

”Der kan opstå et problem, hvis momsreglernes ønske om tre ikke-modstridende beviser om købers bopæl medfører, at der kommer flere klik i en købsproces. Det kan naturligvis komme til at påvirke konverteringensraten. Hvis man får inkorporeret denne ændring godt, og får lavet det simpelt, så står man godt,” fortæller Jacob Simonsen.

Således er der meget, der tyder på, at du kommer til at arbejde med din online platforms brugervenlighed og købstrinnene (og databaserne i back-enden), for at efterleve de kommende momsregler uden at opleve fald i din konverteringsrate.

trendsales banner

Trendsales.dk har forberedt sig på momsreglerne 2015

En virksomhed som allerede har forberedt sig på de kommende momsregler er broker-platformen for købere og sælgere af modetøj, Trendsales. Vi har talt med co-founder & CEO i Trendsales, Martin Falslev Andersen.

”Vi arbejder stadig på vores interaktionsdesign, så det bliver tilpasset de kommende momsændringer. Det falder heldigvis sammen med nyt betalingssystem, så det bliver ikke en stor teknisk besværlighed for os. Men jeg kan godt forestille mig, at det kan blive en udfordring for mindre virksomheder med et mindre udviklingsbudget.”

Trendsales formidler ganske vist en platform for handel af fysiske produkter, og er som udgangspunkt gratis at bruge for køber og sælger, men Trendsales-platformen bliver stadig omfattet af momsændringerne for e-services, da platformen blandt andet tilbyder, som mange andre platforme, ekstra e-services, som brugerne kan tilvælge, og som Trendsales tjener gebyrer på.

Worst-case scenario

Udover risikoen for at opleve et fald i konverteringsrater, hvis man ikke formår at inkorporere de designmæssige ændringer i sin platform, så pointerer Mick Jørgensen fra PwC en anden risiko der kan opstå, hvis en e-service virksomhed ikke kan dokumentere købernes bopæl.

”Man risikerer at komme ind i langstrakte diskussioner med myndigheder i forskellige lande, hvis man ikke opfylder kravene til dokumentation af købers bopæl. Worst case er, at man skal betale moms i flere lande for eksempelvis det samme e-bogssalg.”

Her-og-nu strategi 1: Hav tålmodighed og følg udviklingen

I forhold til det opridsede worst-case scenario anbefaler Trendsales co-founder og CEO, Martin Falslev Andersen, at man forholder sig i ro, væbner sig med tålmodighed og afventer situationen. Med is i maven er det måske en god idé at afvente situationen, da især e-business er et felt der bevæger sig i høj hast.

”Som det er med andre ændringer af regler indenfor IT, som fx ændringen af cookie-reglerne, vil der komme en tilpasningsfase, hvor både myndigheder og virksomheder får lov til at vænne sig til ændringerne. Der bliver sikkert ikke slået ned fra dag ét.”

Denne strategi kan dog kræve en del is i maven. Mick Jørgensen fra PwC forholder sig til strategien:

“Udfordringen ved strategien er, at myndighederne i alle 28 EU lande skal være enige om, at der indrømmes virksomhederne en indkøringsfase, hvor fejl ikke sanktioneres fra dag ét. En sådan enighed kan desværre ikke forventes.”

Her-og-nu strategi 2: Investér i ”rigtig viden” fra momsspecialister

CEO i Riidr.com, Anders Breinholst, anbefaler, at ambitiøse danske startups der arbejder med e-services og e-produkter, sørger for at få den rigtige viden hos momsspecialister:

riidr_lille

“Det kan godt betale sig, at søge hjælp hos specialister i forbindelse med at flytte aktiviteter til udlandet. Selvom det kan virke som mange penge, er det penge givet godt ud, både med hensyn til tid, men også i forhold til at få gjort det hele rigtigt første gang.”

Men hvad er konklusionen for netop dit startup? Den får du desværre ikke serveret her på de afsluttende linjer, men det kan konkluderes, at momsændringerne vil ændre markedet og skubbe til balancen i det konkurrencemæssige landskab.

Det er en god idé, at vurdere hvilke af de mange informationerne om de kommende momsændringer for B2C e-services, som netop dit startup kan påvirkes af, hvilke der kan skade din forretning, og hvilke du kan bruge til din fordel.

Trendsonline har med denne artikel forsøgt sig på at videregive lidt ekspertviden om de kommende momsændringer i 2015, som kan have værdi for dit startup. Læs mere om momsreglerne her og del gerne dine erfaringer eller tanker omkring emnet, i kommentarfeltet nedenfor, men også meget gerne med os på redaktionen.

Denne artikel er en del af vores content-partner program og er lavet sammen med PwC. PwC er et revisions-, skatte- og rådgivningshus, der kan hjælpe din startup virksomhed. De hjælper din startup gennem idéfasen, og rådgiver om de forhold, der kan få afgørende betydning for dig her og nu – og senere. 

Skriv et svar