Arkiver

Nyheder

Innovative løsninger ender i dødens gab

Ifølge en rapport fra Markedsmodningsfonden ender de fleste innovative løsninger i ’dødens gab’, fordi danske virksomheder og iværksættere ikke formår at sælge det produkt, de har brugt år, økonomiske midler og hjerteblod på at udvikle. Af Louise Løvendahl Johansen.

Det er svært for mange virksomheder at opnå et egentligt salg med deres produkt, skriver Erhvervsstyrelsen. Innovative løsninger når ikke det danske eller internationale markedet, og idéen ender med at gå tabt.

”Alt for mange danske virksomheder og iværksættere har store udfordringer med at få deres nye innovative løsning det sidste stykke vej ud over rampen, fordi de går i stå i det, vi ofte beskriver som ’dødens gab’ – mellem prototype og marked,” fortæller Carsten Bjerg, formand for Markedsmodningsfonden.

Flere barrierer blokerer vejen mellem prototype og marked

Danskerne er gode til at komme med nye innovative idéer og opfindelser, men at komme derfra og til et egentlig salg har flere iværksættere og virksomheder store problemer med.Carsten Bjerg

”At komme fra en idé til det første salg af et færdigt produkt, og måske især fra det første salg til et egentligt markedsgennembrud, er en risikofyldt og ressourcekrævende opgave. Operationen lykkes for nogle virksomheder, men for mange gør den ikke,” siger Carsten Bjerg.

Der kan ligge flere grunde til, at mange innovative løsninger ender i ’dødens gab’. Ifølge rapporten fra Markedsmodningsfonden skyldes det eksempelvis, at produktet ikke er tilstrækkeligt testet på brugerne, inden det bliver introduceret på markedet, og virksomheder mangler ekstern finansiering og salgskompetencer.

“Der er tale om væksthæmmende barrierer, der i dagens Danmark står i vejen for danske virksomheders kommercielle gennembrud og uden salg, ingen fremtid, ingen biddrag til landets vækst og ingen nye arbejdspladser på den konto,” forklarer Carsten Bjerg.

Innovation kan skabe arbejdspladser

Hvis barriererne for at sælge et produkt bliver nedbrudt, kan det udmunde i flere arbejdspladser, som er det, Danmark har brug for lige nu.

”Nye innovative løsninger er med til at fastholde og skabe nye job og til at skærpe konkurrencen og omstillingen til en mere effektiv produktion. I sagens natur er det til gavn for både virksomhederne selv og for samfundsøkonomien generelt. Derfor er det også ærgerligt, hvis – og det sker alt for tit – de innovative løsninger slet ikke rammer markedet,” siger Carsten Bjerg.

erhvervsstyrelsen_logo

Skriv et svar