Opråb til alle vin, gastronomi og turisme startups: Pitch jeres ide foran en jury af industri eksperter og få mulighed for at vinde en rejse til Bordeaux, coaching, netværk og 3 års adgang til Microsoft software. Af Niklas Joensen
33entrepreneurs er verdens første accelerator, der er dedikeret til startups med fokus på vin, gastronomi og turisme.
Udover at være accelerator afholder de også deres Startup Contest #33contest for at finde de bedste ideer og de bedste teams. I 2014 afholdt de 14 konkurrencer i Europa, og målet er at lave lige så mange i 2015.
Den 24. januar afholder 33entrepreneurs deres første konkurrence i Danmark hos DARE2mansion i København. Arrangementet sponsoreres af oDesk.
Kompetent jury skal vurdere de mange vin, gastronomi og turisme startups
33entrepreneurs leder efter de bedste startups til at komme og pitche foran en jury bestående af eksperter inden for de tre kategorier: vin, gastronomi og turisme.
Juryen består af Theis Søndergaard, COO og Co-founder af Vivino, Kris Østergaard,
Co-founder af DARE2mansion, Natalia Nilsson, Co-founder af Tech-Tiles, Chris Shern, Managing Partner hos ADVANT Partners samt Martin von Haller Groenbaek, Partner hos advokaterne Bird & Bird.
For at give både deltagere og jury mulighed for at lære hinanden bedre at kende får de pitch’ende startups mulighed for, at lave et test pitch inden konkurrencen rigtig starter. Dette gør samtidig juryen bedre i stand til at vurdere de enkelte startups og deres ideer.
Læs også: Vivino blandt standard apps i det nye smartwatch fra Samsung
Vinderne får flotte præmier og stærke muligheder for fremtidig udvikling
Arrangementet starter kl. 14.00, hvor der indledes med lidt networking og drinks. Lidt senere pitch’er det første startup, og der er 3 minutter til hvert pitch. Derefter voterer juryen og vinderen kåres.
Vinderholdet får en uges coaching i vin regionen Bordeaux, 500 euro til rejseudgifter og tre års adgang til Microsoft software gennem Microsoft BizSpark. Derudover arrangeres der introduktioner til relevante netværk, mentorer, ligesindede startups, potentielle investorer og presse.
33entrepreneurs benytter desuden #33contest til at finde de bedste startups til deres accelerator program, som er ret populært. Sidste runde havde de over 400 ansøgere, hvoraf kun 12 startups gik videre. 7 ud af de 12 startups havde deltaget i en #33contest i 2014.
Er man et af de dygtige og heldige startups, der går videre til accelerator programmet, bliver man inviteret til Bordeaux i 3 måneder og desuden får man 15.000 euro. Det kan altså godt betale sig at komme og pitche foran juryen! Du kan ansøge her.
Du kan følge 33entrepreneurs på Facebook og få mere information om konkurrencen.