Arkiver

Nyheder

DR søger iværksættere til dansk ’Dragons Den’

En dansk version af et populært engelsk iværksætterprogram vil byde på investeringsvillige millionærer, der skal vurdere gode forretningsidéer. Af Rikke Nielsen.

Er din forretningsidé så god, at den kan overbevise et panel af erfarne iværksættere på tv? DR søger nu medvirkende til en programserie til DR1 ved navn Løvens Hule. Programmet er baseret på tv-formatet ’Dragons Den’, der sendes på britisk tv.

Startups kastes for løverne

I programmet får iværksættere mulighed for at pitche deres forretningsidéer til ‘løverne’, et panel af succesfulde investorer. Iværksætterne skal under deres præsentation fremlægge, hvor meget kapital der er nødvendig for at realisere deres forretningsidé, og hvor stor en procentdel de er villige til at opgive i deres virksomhed. Derefter beslutter investorerne, om de ønsker at investere deres egne penge i idéen.

DR søger en bred deltagerflade, hvor både nye og erfarne iværksættere kan deltage.

Vi søger alt lige fra ingeniøren med det næste store patent i stil med Danfoss- termostaten til store online- og app-selskaber, som allerede har en solid kundekreds, og som søger investorer til at tage deres forretning op på det næste niveau. Vi vil vise de mange gode former for iværksætteri, der er her i landet,” siger Mads Lund, producent på Løvens Hule.

Iværksætterne får alt eller intet

Panelet består af fem af Danmarks dygtigste og mest succesfulde iværksættere, som sidder klar med deres egne penge, som de kan vælge at investere. Iværksætteren skal som minimum have tildelt HELE sit anmodede beløb fra en eller flere investorer. Så hvis en investor tilbyder at give en del af det ønskede beløb, skal iværksætteren selv sørge for at få yderligere investeringer fra andre af panelets investorer.

Optagelserne finder sted i april 2015 i København, og ansøgningsfristen for deltagelse er 1. marts. Interesserede iværksættere kan læse gode forberedelsesråd og tilmelde sig på DRs hjemmeside.

6 kommentarer

Skriv et svar