Elever skal undervises i entreprenørskab allerede i grundskolen, hvis man vil opnå den største effekt.
Af Torben Kloster
Innovation og entreprenørskab bliver i stigende grad en del af undervisningen, både på grundskoleniveau, under ungdomsuddannelsen og på de højere uddannelsesanstalter. Men det er ikke lige meget, hvornår elever bliver introduceret til, hvordan man tænker innovativt.
Ny forskning fra Fonden For Entreprenørskab – Young Enterprise viser, at jo tidligere man bliver undervist i iværksætteri, desto bedre resultater giver det. Fonden har lavet en effektmåling af undervisningen i innovation og entreprenørskab gennem 2014 for at dokumentere, hvilken virkning den slags undervisning har.
”Vi kan se, at entreprenørskabsundervisning mellem 9. og 10. klasse har en signifikant effekt på elevernes engagement, deres forhold til klassekammerater men også på deres entreprenørielle intentioner. De bliver mere positive overfor entreprenørskab og iværksætteri, og de bliver mere motiverede. Vi ser ikke de samme positive effekter, hvis de først møder entreprenørskab senere i uddannelsessystemet,” siger Kåre Moberg, forsker ved Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise til fondens hjemmeside.
Entreprenører tjener mere
Fonden har foretaget effektmålinger siden 2011. Gennem årene er fonden kommet frem til, at entreprenørskabsundervisning i skolen har en lang række gavnlige virkninger på elever. I hvert fald hvis man tager de innovative briller på.
Set over alle uddannelsesniveauer giver undervisningen en øget lyst til at blive iværksætter blandt elever og studerende. Den påvirker også elever og studerendes innovative adfærd uden for skolen og studiet. For eksempel bliver flere elever fra grundskolen startere eller ledere af fritidsaktiviteter, hvis de har modtaget entreprenørskabsundervisning.
En anden af de mere interessante konklusioner fra rapporterne handler om indkomst. Det viser sig nemlig, at folk, der har fået undervisning i entreprenørskab, får en højere indkomst senere i livet. Det gælder såvel for selvstændige som for lønmodtagere. I tråd med det øger iværksætterundervisning også sandsynligheden for, at den enkelte vil arbejde som leder i private virksomheder senere hen.
Du kan læse yderligere resultater fra effektmålingen fra 2014 her, mens du kan finde samlede konklusioner fra de seneste fire år her.