Ny teknologi får danskerne til at vaske hænder

Det er snart fortid at forlade toilettet uden at vaske hænder – i hvert fald på de danske hospitaler.

Af Torben Kloster

Den fungerer lidt som alarmen i nyere biler, når man har glemt at spænde sikkerhedsselen. Her handler det blot om håndhygiejne frem for trafiksikkerhed.

Der er tale om Sanalert – en løsning, som skal få danske hospitalsgængere til at huske håndvasken. Sanalert, der er udviklet af Nobak, er en teknologi, der er installeret i sæbedispenseren på badeværelset. Den kommunikerer med selve toilettet, så når du har skyllet ud efter et besøg, begynder Sanalert at give lyd fra sig, indtil du har taget sæbe på fingrene. Den larmer altså, indtil du vasker hænder.

”Vi står med en effektiv løsning på et problem, som har megen bevågenhed på globalt plan, så det vil formentlig kunne medføre mange nye arbejdspladser herhjemme. Samtidigt håber vi også på, at man vil tage de gode vaner med sig hjem, så vores løsning kan få en positivt afsmittende effekt på den private hygiejnestandard,” siger Lars Forsberg, der er administrerende direktør i Nobak, i en pressemeddelelse.

Her kan du se en kort video om, hvordan Sanalert fungerer.

Et landsdækkende problem
En undersøgelse udført af Region Hovedstaden viser, at kun omkring en tredjedel af patienter og pårørende vasker hænder med sæbe efter toiletbesøg. I undersøgelsen målte man efterfølgende ændringen ved indførslen af Sanalert. Herefter udførte 80 procent korrekt håndvask, hvilket er en fordobling i forhold til resultaterne uden Sanalert.

”Problemet er ikke et særligt Region Hovedstads-fænomen. Det samme billede ses i resten af Danmark, og også i de lande vi normalt sammenligner os med. Stress, travlhed og manglende viden angives ofte som årsager, men det er altså bare ikke godt nok,” siger Torben Mogensen, der er vicedirektør for Hvidovre Hospital og formand for den Infektionshygiejniske Komité i Region H.

Det anslås, at der årligt dør omkring 3.000 patienter som følge af infektioner, der pådrages under indlæggelse. Sanalert lanceres i første omgang til hospitaler i Danmark, men som Lars Forsberg antyder i citatet ovenfor, har Nobak også blikket rettet mod andre markeder.

Skrevet af

Læs også

Top