Arkiver

Nyheder

Oncology Venture rejser 6,2 million kroner til udvikling af ny kræftmedicin

Danske Oncology Venture har netop modtaget 6,2 millioner kroner i ny kapital fra private investorer til udviklingen af deres nye kræftlægemiddel, som er specielt rettet mod patienter med prostatakræft.

Af Torben Kloster

Oncology Venture er en dansk medicinalvirksomhed, der i deres udvikling af lægemidler bruger den særlige genbaserede teknologi Drug Response Prediction (DRP). DRP er en teknologi, der kan forudsige, hvordan patienter vil reagere på forskellige kræftlægemidler. På den måde undgår man at afprøve midler, der ikke virker optimalt på den enkelte patient – en sådan afprøvning kan nemlig være livstruende.

Virksomheden har netop modtaget 6,2 millioner kroner i investering fra private investorer, til udvikling af et middel mod prostatakræft. Oncology Venture bruger DRP-teknologien til at screene patienter, og derved kun inkludere dem, der har størst sandsynlighed for positiv effekt, i udviklingen af midlet.

12 millioner på tre måneder
Det er ikke længe siden, Oncology Venture sidst har modtaget penge. I februar fik virksomheden 3,5 millioner kroner af innovationsmiljøet Pre-Seed Innovation, hvor investeringen administreres af acceleratorprogrammet Accelerace A/S. Ydermere blev Oncology Venture for kort tid siden tildelt støtte fra ”The International Collaborative Industrial Program (ICIP)”. Med den seneste investering har virksomheden modtaget 12,5 millioner kroner siden februar.

”Vi er meget glade for opbakningen fra vores private investorer. Nu er vi i stand til at identificere og købe eller samarbejde om udvikling af lovende kræftlægemidler, der har vist effekt, men hos for få patienter. Målet er, at Oncology Venture med hjælp af DRP-teknologien kan forbedre kræftlægemidlets responsrate og dermed åbne muligheden for at opnå myndighedsgodkendelse,” siger Peter Buhl Jensen, der er adm. direktør i Oncology Venture, i en pressemeddelelse.

Oncology Venture er grundlagt i 2012, og er datterselskab af danske MPI – Medical Prognosis Institute. Det er MPI, der i sin tid har udviklet DRP-teknologien.

Skriv et svar