Arkiver

Nyheder

Nu kan du få hundefoder på abonnement

Barko

At få hundefoder på abonnement sparer folk for en masse besvær. Det mener i hvert fald folkene bag startuppet Barko – og en investor, der netop har lagt to millioner i virksomheden.

”Problemet med hundefoder er, at man først opdager manglen på det, når det er for sent. Når man er kommet hjem, skal til at give sin hund mad, og butikkerne er lukket.”

Michael Roscoe, der også tidligere er kendt fra ejendomshandel-sitet Salea, er en af stifterne af Barko.dk. Her kan man få hundefoder på abonnement, så man ikke længere behøver at slæbe tunge foderposer fra supermarkedet. Nøgleordet for Barko er nemlig bekvemmelighed.

Læs også: Normbryder sætter alt ind på online ejendomshandel

”Hos os kan man selv vælge intervallet. Undervejs i en abonnement-periode spørger vi altid kunden, om der er meget foder tilbage i posen, eller om den er ved at være tom. På den måde kan vi skrue op og ned for tempoet i leveringerne,” siger Michael Roscoe.

Investering fra Dubai
I starten af juni fik holdet bag Barko et økonomisk klap på skulderen. Den Dubai-bosiddende Magnus Kjøller investerede nemlig to millioner kroner i virksomheden. Investoren har tidligere tjent penge på at stå bag internetkoncepter som hjertebanken.dk og CM Network.

På sin blog har Magnus Kjøller skrevet om flere grunde til, hvorfor han investerede i Barko. Han fremhæver blandt andet, at Barkos produkt løser et problem for hundeejerne – og at der er cirka 500.000 husstande i Danmark, der holder hund. Blandt andet derfor ser han potentiale i virksomheden.

”Kontakten til Magnus Kjøller startede, fordi han læste om mig på Finans.dk, da jeg var nomineret i kategorien Årets Unge Håb til Ivækstprisen. Han tog kontakt, fordi han godt kunne tænke sig at lave forretning med mig. Efter et par samtaler fandt vi ud af, at kemien også var der,” siger Michael Roscoe.

De to millioner kroner fra Magnus Kjøller skal Barko blandt andet bruge til nye lagerlokaler og flere kræfter til at drive dem. Derudover skal pengene også bruges til nu at rette fokus mod det norske og det svenske marked.

Aktiverer et fællesskab
Som Magnus Kjøller nævner, er én af årsagerne til investeringen, at der er omkring en halv million husstande i Danmark, der holder hund. De fleste hundeejere elsker deres hund, og derfor er der gode muligheder for at aktivere et stort fællesskab omkring Barko. Det kan man for eksempel se på Barkos Facebookside.

Her deler en lang række af Barkos kunder deres oplevelser. Opslagene handler især om ’BuddyBox’, som er et af Barkos produkter, der indeholder forskellige godter og legetøj til hunden.

”Jeg har selv en stor passion for hunde. Den næste tid skal også bruges til at udvikle vores BuddyBox-koncept endnu mere – den er vores kunder rigtig glade for,” siger Michael Roscoe.

Skriv et svar