Maker-området på Roskilde Festival har fået besøg af robotter.
Af Torben Kloster
Danmark er særdeles leveringsdygtige, når det kommer til robot-virksomheder. For eksempel blev Universal Robots i foråret solgt for op mod to milliarder kroner. Et vidne på, at Danmark er godt med, når det kommer til robotter.
Læs også: Universal Robots efter opkøb: Fortsætter på samme måde
Det kan man også opleve på årets Roskilde Festival. I den østlige del af festivalområdet findes Maker, som et en miljø for folk med skabertrang. Her kan man blandt andre finde Michael Frederiksen, der har skabt robotten Ragnar. Michael Frederiksen er softwareudvikler hos virksomheden Blue Wokrforce.
“Ragnar er blandt andet speciel, fordi han delvist er 3D printet. Desuden kan han også selv bruges som 3D printer, men ellers fungerer han som en ‘pick and place’-robot,” forklarer Michael Frederiksen.
Han understreger, at den nuværende robot blot er en prototype. Men det er mange fordele ved ideerne bag Ragnar.
“Mange af delene er billige, blandt andet fordi nogle af dem er 3D printede. Desuden er softwaren ‘open source’, så alt kan konfigureres og tilpasses af brugeren selv,” siger Michael Frederiksen.
Læs også: Skabertrangen får frit løb på årets Roskilde Festival
Oval er genial
Hos Blue Workforce går de efter at skabe meget præcise robotter. Men de er også bevidste om, at det fysiske omkring en robot er enormt afgørende.
“Ragnar arbejder i ovaler, hvor de fleste lignende robotter arbejder i cirkler. At arbejde i cirkler er dog forbundet med en stor mængde spilplads, hvis man skal sætte flere robotter tæt sammen. Det kan betyde, at helt op mod 50 procent af pladsen ikke kan udnyttes, fordi robotterne arbejder i cirkler. Robotter, der arbejder ovalt, er derimod mere effektive at sætte sammen – og man undgår den samme mængde spildplads,” siger Michael Frederiksen.
Michael Frederiksen fortæller videre, at Ragnar også er fysisk konfigurérbar, fordi man blandt andet kan skifte arme på ham. På den måde kan man omdanne ham til blandt andet en 3D printer.
1 kommentar