Græsrodsorganisationen #CPHFTW har fundet deres nye frontfigur. Men de vil endnu ikke fortælle hvem “ham den nye” er. Vi tegner en fantomtegning af ham.
Siden starten i 2014 har vi set 5 Townhall meetings, der har samlet mere end 2500 iværksættere og investorer, 11 netværksgrupper og 8 investor middage.
Fra 350 til 1000 deltagere på et år
Med Stockholms initiativ #sthlmtech som forbillede var visionen, at #CPHFTW skulle samle startupmiljøet og fremme stoltheden over at være et dansk startup og at være en del af startup økosystemet.
Det første såkaldte Townhall møde fandt sted på Børsen midt i marts måned. Her blev det diskuteret, hvordan man kan samle startupmiljøet ét sted i stedet for at have fragmenter spredt i byen, som ikke har mulighed for at opdage hinanden og derfor ikke kan lære af hinanden. Møderne var en succes fra starten. Der mødte 350 mennesker op til det første Townhall møde.
De følgende møder voksede i størrelse, og det største blev afholdt i november måned 2014, godt et år efter stiftelsen i Gjeddes Gaard. Her mødte 1.000 iværksættere og investorer op, og både Thorvald Stigsen der medstiftede Momondo og David Helgason, der medstiftede en anden stor dansk succes, Unity, mødte op for at motivere skaren af ildsjæle.
Læs også: Mere end 500 mennesker til #CPHFTW Townhall
En ‘people person’ med passion
Med #CPHFTW fik det københavnske startupmiljø en samlende kraft og et fælles udtryk, og der er siden blevet bakket stort op omkring det. Op indtil før sommer var det den danske iværksætter Jasenko Hadzic, der fungerede som græsrodsbevægelsens frontmand. Efter Jasenko Hadzic annoncerede sin beslutning om, at rette sine kræfter mod eget startup, blev hans stilling slået op, og gruppen bag CPHFTW har siden arbejdet hårdt på at finde den rette ånd, der kan føre initiativet videre.
Lærke Ullerup har løbet side om side med Jasenko Hadzic som initiativets Community Director siden sidste sommer, og er bevægelsens konstituerede leder. Hun har fortalt lidt mere om, hvem den nye leder af #CPHFTW bliver. Hun vil dog endnu ikke afsløre, hvem der er løbet med jobbet.
Læs også: #CPHFTW søger fastansat nøgleperson til koordination af initiativet
“Vi kan slet ikke vente med at introducere “ham den nye” for vores community. Vi er sikre på, at han kommer til at drive det fremad, bygge og styrke startupmiljøet – både online og offline og han bliver i stand til at skabe både samtaler, store drømme og handling.”
Lærke Ullerup lægger vægt på at den nye frontfigur skal være en dygtig menneskekender og have indsigt i startupmiljøet, samt forståelse for de forretningsprocesser og udfordringer startups står overfor.
“Vi er kommet langt på ret kort tid – vi har bygget en platform og skabt en samlet stemme. Nu er det tid til at tage det næste skridt med flere fantastiske mennesker tilknyttet. Vi er super spændte på vegne af alle i tech-startup miljøet i København.”
Læs også: Se videoen fra #CPHFTW og mærk et dansk miljø med vokseværk
Lad gætterierne begynde!
Opsummeret har græsrodsinitiativet med Lærke Ullerup i spidsen kigget efter en person, der:
- har en stærk faglighed i community building (både online og offline).
- har været med til at starte ting op.
- kan bygge og drive en organisation og et team.
- har drive, passion og motivation for scenen.
- lederskab der kan tage organisationen til et nyt niveau. Ikke for ung og ikke alt for groet fast i et karrieretrack, men det perfekte sweet spot.
#CPHFTW gruppen vil endnu ikke ud med, hvem det er, men de forsikrer, at den rigtige person er fundet, og vil blive afsløret i næste uge.
Vi har en masse gode gæt på, hvem “ham den nye” kan være, men hvem tror du det er?
Læs mere om initiativet her, og følg det populære hashtag her.