Arkiver

NyhederUngt Tech

Christian Stadil: Iværksætteri skal i børnehøjde

Vores fremtid sidder i dag på skolebænken, derfor sætter Danmarks Vækst- og Iværksætteruge i år fokus på børn og unge. Samtidig skifter ugen navn til Global Entrepreneurship Week for at understrege, at mulighederne for at handle på sine drømme og idéer ikke stopper ved landets grænser.

Global Entrepreneurship Week finder sted i uge 47, men de er allerede i fuld gang med at sætte særligt fokus på næste generation iværksættere; elever, studerende og entreprenante unge under 30 år.

Der er stort potentiale i tidligt at lære børn og unge at handle på deres idéer, for på den måde at gøde jorden for fremtidens værdiskabere.

Vi vil have gang i debatten
Nationalt har Global Entrepreneurship Week (GEW) indtil i år været kendt som både Danmarks Vækst- og Iværksætteruge og Uge47. Årsagen til navneskiftet til Global Entrepreneurship Week Denmark er, at de ønsker at styrke det internationale fokus, og for at signalere at de er en del af noget større.

”Vi vil gerne sætte fremtidens iværksættere på dagsordenen. Vi skal have gang i en debat om, hvordan vi får klædt næste generation på til at takle fremtidens udfordringer og ruste dem til et arbejdsmarked i forandring”, siger Sine Larsen, kampagnechef på Global Entrepreneurship Week Denmark.

Få mod til at skabe egen virksomhed
Global Entrepreneurship Week arbejder i år med at engagere etablerede iværksættere, der som GEW-ambassadører vil besøge skoler og uddannelsesinstitutioner, for at inspirere elever og studerende.

”Vi skal vise bredden af iværksættere i Danmark. Bliver du præsenteret for et bredt udsnit, er der større sandsynlighed for, at du møder netop den, der tænder gnisten og gør, at du selv får mod på at skabe din egen virksomhed eller dit eget job,” forklarer Anders Hoffmann, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen.

Christian Stadil som GEW-ambassadør
Erhvervsmanden Christian Stadil er en af de iværksættere, der stiller op som GEW-ambassadør. Han mener, at det etablerede iværksættermiljø også har et ansvar for at sætte iværksætteri i børnehøjde på dagsordenen og synliggøre mulighederne for den næste generation.

”Regeringen skal anspore til iværksætteri, men det skal iværksætterne i høj grad også. Vi skal sammen ud og promovere vigtigheden af at tage de gode idéer skridtet videre, så der bliver startet flere nye virksomheder op. Os der har gjort det eller er i gang, vi har måske fejlet og har erfaringer, vi kan dele ud af, og det er vigtigt i den sammenhæng. Vi skal have skabt en bevægelse i Danmark omkring iværksætteri. Vi er på vej, men vi kan stadig gøre meget mere,” siger Christian Stadil.

Global Entrepreneurship week Denmark 2015 finder sted i uge 47. Du kan finde events i dit lokalområde via dette link og blive en del af fællesskabet på #skabfremtiden.

Skriv et svar