Arkiver

NyhederSustainable TechSustainable Tech

Cirkulær Økonomi kan øge BNP med 1,4%

Ifølge en ny rapport kan der være store økonomiske fordele ved at omstille til cirkulær økonomi – en af de helt store trends indenfor forretningsudvikling, hvor grøn omstilling og genanvendelse af ressourcer er i fokus.

Klimaforandringer, klodens begrænsede ressourcer og ikke mindst en presset økonomi efter finanskrisen giver et stigende antal virksomheder incitament til at omlægge dele af produktion og økonomi til i højere grad at genanvende ressourcer, energioptimere og tænke grøn omstilling ind som en naturlig del af virksomhedens økonomi. Og det er netop, hvad cirkulær økonomi går ud på – at genbruge materialer, sende dem i cirkulation i stedet for at bruge og smide væk, som man i mange tilfælde har gjort det tidligere.

Hvilke økonomiske og miljømæssige fordele, der er ved at omstille til cirkulær økonomi, er netop blevet undersøgt med Danmark som udgangspunkt for en stor beregningsmodel. Bag undersøgelsen og rapporten står Ellen MacArthur Foundation, McKinsey & Co og NERA Consulting Group i samarbejde med flere danske ministerier.

Omstilling kan give Danmark et øget BNP, flere jobs samt reducere CO2 udslippet
Blandt undersøgelsens resultater er, at en omstilling til en cirkulær dansk økonomi frem mod 2035 vurderes at kunne give et øget BNP på op til 1,4 pct. årligt. Derudover kan en grøn omstilling give Danmark en øget eksport på 3-6 procent og op mod 13.000 ekstra jobs. Økonomisk kan en omstilling til cirkulær økonomi være en stor gevinst for et land som Danmark.

På den miljømæssige side er der ifølge rapporten også meget at hente – et reduceret dansk CO2 fodaftryk med 3-7 procent og et op til 50 pct. mindre ressourceforbrug.

Rapporten peger på, at hvis vi i Danmark i højere grad formår at genanvende materialer, optimere energiforbrug og i højere grad omstille til cirkulær økonomi, vil der være store fordele – både økonomisk og miljømæssigt.

Mange danske virksomheder allerede inkorporeret den cirkulære økonomi
Både nye og etablerede danske virksomheder har taget den cirkulære økonomi til sig. Startup-virksomheden Reshopper er et eksempel på en virksomhed, der har taget den cirkulære økonomi til sig – de har opstartet en lokal markedsplads for børnefamilier på mobilen, hvor man kan handle med brugte ting til børn. Konceptet er lokalt, tidsbesparende og ikke mindst bliver genanvendelse af tøj, møbler, barnevogne og alskens børnesager gjort nemt. Tingene bliver simpelthen sendt i cirkulation mellem børnefamilierne.

Et andet eksempel på en virksomhed, der har fokus på cirkulær økonomi, er mastodonten Carlsberg. Her fokuseres særligt på at optimere genanvendelsesprocesser, så miljøet skades mindst muligt, fortæller Koncernchef i Carlsberg, Jørgen Buhl Rasmussen til Berlingske Finans. Plastflasker smeltes om og genanvendes, vægten af genbrugsflasker reduceres og dåser indsamles – alt sammen med henblik på at minimere affaldsmængden og få det maksimale ud af de anvendte ressourcer.

Danske virksomheder kan søge om at få et gratis ressourcetjek af Erhvervsstyrelsens Grønne Omstillingsfond, der også arbejder aktivt med at matche virksomheder, som kan udnytte hinandens restprodukter.

 

1 kommentar

Skriv et svar