Just Eat-stifteren Jesper Buch er før lykkedes med at revolutionere måden, vi bestiller mad på. ”Nu er turen kommet til at ændre måden hvorpå aftensmaden fanges,” siger han. Han har bidraget til en investering på over en halv million kr. i den nye danske fiskeristartup Fishtrip.
Just Eat-stifter og serieiværksætter Jesper Buch har netop bidraget til en investering på den gode side af en halv million i det danske lystfiskerstartup Fishtrip – en bookingportal for fisketure i Danmark.
Læs også: FishTrip inviterer: Ta’ med ud og fisk!
Platformen simplificerer processen med at booke en fisketur ved at give folk en overskuelig oversigt over de tilgængelige ture og mulighed for at reservere og betale online.
I stedet for at skulle kontakte hver eneste fiskerfartøj for at finde det, der er tilgængeligt, går man blot ind på Fishtrip.dk og sparer på den måde en masse kostbar tid.
De to unge lystfiskere bag bookingportalen, Philip Randgaard på 25 og Rasmus Dahl på 31, er begejstrede for det nye samarbejde med Jespers Buch.
”Der er ingen tvivl om, at Jesper er en stor fangst for os”, forklarer Rasmus Dahl og tilføjer: ”Nu glæder vi os bare til at se, hvad der ligger forude.”
Startstedet for enhver fiskeoplevelse
Om årsagen til investeringen forklarer Jesper Buch, at han ser et stort internationalt potentiale i FishTrip. Den vision deler han med de to stiftere Philip Randgaard og Rasmus Dahl.
Jesper Buch, der blandt meget andet er stifter af gigantsuccesen Just Eat, ser på mange måder Fishtrip som en fiskeriets pendant til Just Eat, og har derfor et mål om, at Fishtrip skal være startstedet for enhver fiskeoplevelse.
”Jeg tror, trangen til gode naturoplevelser ligger dybt i de fleste mennesker. Derfor er potentialet for en virksomhed som Fishtrip også rigtig stort,” lyder det fra Jesper Buch.
En meget lovende start
Siden Fishtrip i midten af april i år blev erklæret åbent, har fremtidsudsigterne da også været gode. Philip Randgaard forklarer, at virksomheden har oplevet fantastisk opbakning fra både industri og udbydere.
”Vi er blevet hjulpet godt på vej af nogle stærke kræfter inden for fiskeriet. Der er mange, som fortjener en stor tak for den hjælp, de har bidraget med til projektet,” siger Philip Randgaard om den støtte, Fishtrip har oplevet fra eksempelvis Dansk Sportsfiskerforbund og den kendte lystfisker Gordon Henriksen.
”Det siger noget om, at vi har ramt noget værdifuldt her,” lyder det fra Philip Randgaard.
Fishtrip har i dag tilknyttet omkring 70 udbydere af fisketure, og et realistisk mål er ifølge Rasmus Dahl, at det tal er tredoblet til 200 om et år.
I første omgang satser Fishtrip.dk på at sætte sig på det danske marked, som er ganske stort, da Dammark er en stor lystfiskernation med 500.000 lystfiskere. Herefter vil de bevæge sig videre mod Norge, Sverige og Storbritannien.
2 kommentarer