Arkiver

BusinessIværksætterlivNyhederUngt Tech

Løvinde: ”Hold op med at være så bange”

Birgit Aaby mener, at kvinder skal lade være med at være så bange og lære at tage springet.

Birgit Aaby er mest kendt fra DR’s serie ”Løvens Hule”, en programserie om iværksættere i Danmark. Birgit er selv en ”selfmade woman”. Hun startede sit rengøringsfirma, CombiService, op fra bunden, da hun fandt sig selv arbejdsløs og ventede sit andet barn. Combiservice er nu en velkørende virksomhed med omkring 250 ansatte og en omsætning på over 100 millioner årligt. Men hun har også fingrene i mange andre ting, blandt andet har hun været administrerende direktør i Lyngby Boldklub.

Birgit Aaby er født og opvokset på Mors, hvor hun også tog sin studentereksamen. Vel at mærke, den eneste uddannelse iværksætteren har taget. Hele hendes karriere bygger på hårdt arbejde og viljen til at springe ud på dybt vand.

Viljen og modet er da også det, der landede Birgit Aaby pladsen i panelet i DR’s programserie ”Løvens Hule”, hvor håbefulde iværksættere fremlægger deres ideer for de fem potentielle investorer i panelet. Ser de noget de kan lide, kan det meget vel ende med en økonomisk håndsrækning fra Birgit Aaby eller en af de andre investorer.

Tag springet
Birgit Aaby mener, at mange kvinder er for bange for at tage springet ud i iværksætteri og måske for bange for omverdens reaktioner. Hun tror, at mange er nervøse for at blive set som en dårlig mor, hvis de fokuserer på karrieren. Birgit Aabys råd til kvinder er, at tage fat i deres netværk, især kærester, ægtemænd og familie og få dem med på vognen i forhold til børn og familie. Hun mener også, at kvinder kan have en tendens til at overkomplicere tingene og derfor ser springet ud i iværksætteri som noget meget usikkert og meget svært. Hun mener at kvinder bør lade være med at bekymre sig så meget og så ellers bare tage chancen.

”Alt for mange kvinder har en forestilling om, at det at blive iværksætter er vildt svært og helt uopnåeligt. Det er ikke, fordi vi kvinder mangler mod – men indimellem gør vi tingene vanskeligere, end de behøver at være. Det er altså ikke så krævende endda at finde noget, man virkelig brænder for, og gøre det til sin levevej. Og så finde nogen, der kan hjælpe med alt det kedelige som regnskaber og den slags. Det var sådan, jeg gjorde.”

Derfor er hun også kommet på banen som ambassadør for Global Entrepreneurship Week, der finder sted hvert år i november. I den forbindelse tager hun ud på skole og uddannelsesinstitutioner, samen med to andre kvindelige iværksættere, for at vise de unge, at det ikke er urealistisk at leve af sine drømme, hvis bare man har modet til at forfølge dem.

Færre kvindelige iværksættere
Generelt er der færre kvindelige iværksættere end mandlige. Faktisk er kun en ud af tre iværksættere en kvinde, viser tal fra Erhvervsstyrelsen. Det er de kede af hos Dansk Industri, da de frygter at dansk erhvervsliv går glip af en masse potentiale og gode ideer, fordi kvinderne undervurderer sig selv. De så gerne flere kvinder på banen, så både arbejdsmarkedet og virksomhedernes ledelser blev så mangfoldige som muligt. Dette vil potentielt kunne åbne op for en større tilgang af kreative og innovative ideer og løsninger til det danske erhvervsliv.

1 kommentar

Skriv et svar