DVCA vurderer SEED Capital som bedste danske venturefond og fejrer dem med prisen for årets venture kapitalfond
SEED Capital modtog prisen for årets venture kapital fond, ved brancheforeningens årlige topmøde i Nyborg på Fyn.
SEED Capital er den største venturefond i Danmark inden for pre-seed og seed segmentet, og er specialiseret i at identificere og udvikle nye og innovative teknologivirksomheder. SEED Capital forvalter i dag ca. 2,1 mia. kr. og har omkring 70 selskaber i sin portefølje.
SEED Capital brager derudaf
SEED Capital er især blevet rost for deres investering i Endomondo og Trustpilot med fantastiske exits til følge. Endomondo blev solgt til amerikanske, Under Armour for mere end 575 mio. kr. SEED var også den første vigtige institutionelle investor ind i Trustpilot, hvilket tegner til at blive en stor succes.
“Trustpilot har i de forløbne 20 måneder gennemført to investeringsrunder, der er uhørt store for tech-virksomheder i Danmark. I januar 2014 blev der rejst USD 25 millioner og i maj 2015 blev der rejst godt USD 75 millioner. Vi har en potentiel ”Unicorn” her,” sagde Ole Steen Andersen.
Derudover har SEED Capital også haft fingrene i flere lovende investeringer, bl.a. Bownty, det danske site, der samler og formidler gode deals til forbrugerne, Plytix, en cloud-platform, hvor brands kan følge deres udvikling, og indsamle Big Data og Templafy, som er en cloudbaseret service, der sikrer, at organisationer kan opretholde visuel og juridisk standardisering i skabeloner, dokumenter og præsentationer på tværs af platforme.
Brancheorganisationen Danish Venture Capital And Private Equity Association
DVCA er brancheorganisation for venture- og kapitalfonde og business angels. Foreningen har fokus på Danmarks som et attraktivt investeringsland, både nationalt og internationalt. DVCA består af mere end 250 medlemmer, som repræsenterer alle led i investeringskæden, både fra individuelle business angels over ventureselskaber og kapitalfonde til institutionelle investorer.