Arkiver

IværksætterlivNyheder

Roccamore-stifter: ”Iværksætteri skal på skoleskemaet”

Stifteren af skosuccesen Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, sprang ud som iværksætter under sit studie. Nu er hun ambassadør for Global Entrepreneurship Week, da hun håber, at flere unge vil følge hendes eksempel og starte op som iværksættere.

Frederikke Antonie Schmidt har ifølge eget udsagn altid været en iværksætter og har kørt sine egne projekter. I de små klasser drev hun sine lærer til vanvid, fordi hun altid havde gang i alt muligt andet – selv fandt hun sine egne projekter meget mere relevante end tavleundervisningen. Hun startede dog først sin virksomhed, Roccamore, mens hun skrev sin bachelor opgave.

”Jeg turde simpelthen ikke før. Der var så mange ting, jeg ikke vidste om det at drive virksomhed. Og jeg var utrolig bange for at fejle, hvilket nok også er grunden til, at jeg ikke gjorde det noget før,” fortæller Frederikke Antonie Schmidt.

Hun fortæller videre, at det var svært for hende at overskue, hvordan man gjorde det hele og at forstå konsekvenserne af de valg, hun traf.

Iværksætteri på skoleskemaet
Generelt mener Frederikke Antonie Schmidt, at der er for lidt fokus på iværksætteri i skoler og på universiteter.

”Man snakker slet ikke, om hvilke muligheder den enkelte har for at skabe sit eget job og sin egen fremtid. Det hele handler bare om at komme hurtigt ud og arbejde for andre. Hvis Danmark skal leve af kreativitet og gode ideer i fremtiden, så synes jeg, at det er vigtigt, at vi begynder at sætte både kreativ tænkning og iværksætteri på skoleskemaet,” lyder det fra Frederikke Antonie Schmidt.

Brug for flere almindelige, menneskelige rollemodeller
Hun er ambassadør for Global Entrepreneurship Week, fordi hun tror på, at der er brug for flere rollemodeller af den mere almindelige, menneskelige slags.

”Verdenen i dag er meget overfladisk og fokuserer konstant på det perfekte, hvilket godt kan være intimiderende og sende et misforstået budskab, om at man skal være et slags super-mennesker for at få succes i dag,” forklarer Frederikke Antonie Schmidt.

I forbindelse med Roccamore virksomheden har Frederikke Antonie Schmidt haft mange udfordringer, og der er mange ting, hun stadig ikke ved eller er bange for, fortæller hun. For at gøre det lettere at være iværksætter, mener Frederikke, at man bør snakke om tingene. Derfor opfordrer Frederikke Antonie Schmidt til, at iværksættere mødes, snakker sammen og lærer af hinanden – selv er hun blandt andet med i Ladies First, et netværk for kvindelige iværksættere.

Godt råd: Man risikerer højst at blive klogere!
Frederikke Antonie Schmidt har et par gode råd til dem, der drømmer om at springe ud som iværksættere, og hun håber, at flere tidligt kan lære at tro på sig selv og egne evner i fremtiden.

”Man skal lære at drømme og turde gå efter sin drøm, også selvom man ikke ved alt, der er at vide om at starte virksomhed. Man skal ikke lade sig intimidere af omverdenen, men tværtimod bare springe ud i det – det er ikke farligt, man risikerer højst at blive klogere,” afslutter Frederikke Antonie Schmidt.

Global Entrepreneurship Week finder sted i uge 47 og byder på en perlerække af events i hele landet.

Skriv et svar