Arkiver

E-handelNyhederPlatform

Rito.dk fik 47 nye konkurrenter i 2015

I 2014 sagde Dennis Drejer sit job op i startuppet Cykelpartner for at satse alt på at sælge garn på nettet. I dag er markedet eksploderet og intet mindre end 47 nye webshops er dukket op.

Sidste år sagde 26-årige Dennis Drejer sit job op som IT- og marketingchef i startuppet Cykelpartner for at satse alt på at sælge garn og hobbyartikler på nettet. Det på trods af at han ikke anede noget om garn. Men han vidste, hvordan man drev en webshop. I 2014 startede han derfor Rito.dk.

Siden da er markedet for garn og hobbyartikler på nettet eksploderet og bare i løbet af 2015 har Dennis Drejer kunne tælle intet mindre end 47 nye webshops. Webshops der, ifølge Dennis Drejer, har kopieret store dele af Rito’s setup, leverandører og marketingkanaler.

Men det er kun godt, mener Dennis Drejer. Det giver nemlig konkurrence, og det er sundt for virksomheden.

“Det gør, at vi hver eneste dag skal være de bedste og træffe de rigtige beslutninger. Det gør også, at vi skal pleje vores leverandører, så vi sikre os, at vi er dem som får de bedste priser og fordele, samt at vi er dem, som bliver tilbud nye produkter før alle de andre,” forklarer Dennis Drejer.

Uden ekstern kapital
2015 har således været et opstartsår for Rito.dk, hvilket har betydet benhårdt arbejde, ingen løn, og lange arbejdsdage.

Derudover har de valgt at vækste organisk, hvilket vil sige, at de ikke vil tage imod ekstern kapital, hverken fra investorer eller banker. Og det har kaldt på benhård økonomistyring.

“Når man vækster organisk, så skal man holde tungen lige i munden, når der skal betales store fragtomkostninger, købes varer ind, købes markedsføring, betales løn og betales moms,” forklarer Dennis Drejer.

Alligevel har Rito.dk formået at ottedoble deres omsætning i forhold til 2014 og vækste fra at være 2 personer til 6 fuldtidsansatte og 8 løsarbejdere.

“På den måde er det svært at pege på et enkelt højdepunkt i 2015. I min verden har hele 2015 været ét stort højdepunkt for Rito,” lyder det fra Dennis Drejer.

10.000 varenumre i 2016
I det nye år er planen, at Rito skal være online i flere lande. De er på nuværende tidspunkt i dialog med rådgivere i forhold til opstart i Norge. Her har Dennis Drejer en forventning om, at markedet på 2 år kan blive lige så stort som i Danmark.

Derudover har Dennis Drejer ambitioner om at komme op på omkring 10.000 varenumre og 12 fuldtidsansatte, samt at omsætningen fordobles i det nye år.

“Ydermere forventer jeg en endnu stærkere bundlinje. Nok skal vi vækste, men vi skal også tjene penge i mens vi gør det,” siger han afslutningsvis.

 

1 kommentar

Skriv et svar