Arkiver

GuideIværksætterlivNyheder

5 råd fra en proaktiv jobsøger

jobsøgende

Det var ikke en helt almindelig jobsøgende jeg mødte, da jeg spiste min frokost i et af kontorfællesskaberne i Startup Village CPH. Erland Jacobsen bruger startupmiljøet til at finde sit job.

Det var forfriskende at tale med en jobsøgende, der sad lige der. Over for mig – en potentiel arbejdsgiver – og havde taget en betragteligt tung og træls sag i egen positive hånd.

Efter vores møde fandt Erland Jacobsen mig på de sociale medier, og skrev mig en besked:

“Jeg har sidste uge på kontorfællesskabet i næste uge, og prøver et andet sted, hvor jeg måske kunne netværke endnu mere. Hvem var det, du nævnte sidst, at du havde en kontakt til? Jeg har e-mailet en 5-6 kontorfællesskaber.

Min motivation for det var jo at møde de virksomheder, der interesserer mig selv – små startups, heraf mange af dem online. Det har da givet mig omkring 4 jobmuligheder hos nogen, der ikke har en defineret jobstilling, men overvejer at ansætte en med min profil. 3 af dem skal jeg tale med i næste uge.

Jeg kommer da også til jobsamtaler hos større startups som Trustpilot og Falcon Social, men efter 2-3 samtaler hvert sted har jeg ikke landet et job endnu hos dem. Jeg formoder, jeg er én i et hav af andre ansøgere hos dem – dermed er mine chancer for at skille mig ud lille ved jobansøgninger i forhold til at sidde herude iblandt dem.

Så er der selvfølgelig også det med, at jeg hader at skrive ansøgninger, og sælge mig selv skriftligt, og det er bestemt ikke på sofaen at motivationen og ideerne kommer til mig. Jeg tror langt mere på det med at møde dem personligt. Der er jeg langt stærkere, end når jeg beskriver mig selv i sætninger – og føler også lidt nogle gange, at selv om det næsten er en pligt at ansøge opslåede jobannoncer, så er det også spild af tid… for det er de uopfordrede ansøgninger og personlige kontakt, der har givet mig langt mere.

Og så er min udenlandske kæreste jo lige flyttet ind, og hun har kun deltidsjob – så hvis jeg er hjemme, så bliver jeg fanget i at skulle hjælpe hende med dansklektier, og at få hende installeret i hjemmet og den slags,” skriver Erland Jacobsen.

Den jobsøgende Erland afsluttede desuden elegant: “Hører du om startups der søger, så hav mig gerne ‘top of mind’. Her har du min linkedinprofil: https://www.linkedin.com/in/erlandjacobsen – god weekend.”

Det gælder om at sælge sig selv på papiret, men Erland Jacobsen oplevede, at det var svært at svinge sig op til, når han sad hjemme på sofaen. Jeg bad ham sende mig et lille skriv med hans fem råd til andre, der også var trætte af at sende de motiverede ansøgninger – der i virkeligheden er knap så motiverede.

Erland Jacobsen sendte mig nedenstående:

Kom op af sofaen

Hvis du som mig har svært ved at finde inspirationen til den gode jobsøgning derhjemme, og måske endda synes, det er kedeligt, så er det på tide at komme ud af huset. Måske du allerede har et kontor eller en skrivebordsplads derhjemme, men at sidde blandt andre, der arbejder, kan give dig fokus på din opgave. Når du sender ansøgninger på jobopslag, er du også ofte endnu en i bunken. Det er trods alt lettere at skille sig ud i virkeligheden end på papiret. -Og at komme ud i et kontormiljø blandt de virksomheder, du måske søger hos, kan være din chance.

“Overspringshandlinger mangler der aldrig. Søge jobsider, læse sig gennem bunker af opslag og skrive de virkeligt motiverede ansøgninger. Det kan for nogen være en tung affære,” forklarer Erland Jacobsen, der har været jobsøgende i x måneder.

1. Find et kontorfællesskab

Kontorfællesskaber kan være meget blandede. Nogle er primært for de helt små iværksættere og freelancere, og andre har et bestemt fokus såsom teknologi, forskning eller lignende. Hjemmesiderne vil typisk fortælle dig hvilke virksomheder, der er repræsenteret i huset. Vælg dem med interesse for dit felt, og send så en forespørgsel til deres Office Manager, hvor du forklarer din situation og beder om en kort rundvisning. Ved besøg kan du passende spørge om de ved, om der er virksomheder i huset der rekrutterer.

2. (Mis)brug intranettet

Når du har valgt og skal starte et et sted, så find ud af, om det er muligt at sende et par ord ud om dig til alle i huset. Oftest har de en mailingliste eller en facebook-side, hvor de byder folk velkomne. Præsenter dig i et par enkelte sætninger med, hvem du er, og hvad du søger, og at du glæder dig til at møde folk. Du kan også inkludere en henvisning til din Linkedin-profil. Er der en facebook-side, kan du passende være aktiv derinde med måde de første par uger, så folk lægger mærke til dig.

3. Åbn munden

Du behøver ikke gå fra bord til bord, imens folk sidder og arbejder, men præsenter dig selv, når muligheden opstår – det kan være første gang, du møder en person, mens du står ved kaffemaskinen, i printerrummet, kantinen og lignende. Det kræver ikke mere end et “Hej, vi har vist ikke hilst på hinanden endnu” eller “Undskyld, hvad var det nu, du arbejdede med?” Så skal samtalen nok flyde derfra.

4. “Vær en social sommerfugl”

De fleste kontorfællesskaber er interesserede i, at deres lejere møder hinanden og udveksler erfaringer. Derfor er der altid aktiviteter, som morgenmøder, fredagsbar, arrangerede fester og den slags. Sørg for at deltage i starten for at komme bedre ind på dine nye kontor-naboer, når nu de er der for at netværke og hygge sig.

5. Lad være med at slå rod

Kontorfællesskaber har en del udskiftning, og når du sidder i ét lokale, så mister du fornemmelsen af, hvad der er af folk i et andet lokale. Vælg en “flex-plads”-ordning som giver dig mulighed at flytte lidt rundt og falde i snak med forskellige mennesker frem for at gro fast ét sted.

Danskere kan som regel godt lide at hjælpe andre, og at netværke herhjemme er blevet en almindelig del af arbejdslivet. Hvis du kommer ud hjemmefra, skal du nok komme hurtigt i kontakt med nogen, der kan introducere dig eller bruge en som dig. Især i et startup-miljø hvor der står vækst på agendaen. Så hav dit pitch og CV klar, og vær forberedt på, at en jobsamtale sagtens kan opstå ud af en pludselig konversation i fælleskøkkenet.

God jagt.

Siden Erlands samtale med Pia har han været til flere jobsamtaler og fået tilbudt to jobs. Han håber at kunne melde sig ud af ledighedskøen allerede i denne uge og gå fra proaktiv jobsøgende til medarbejder.

Skriv et svar