Han har været medejer i det danske startup-eventyr Onfone, er aktivt medlem af Business Angels Copenhagen, er medejer af omkring seks virksomheder og har lige solgt sin seneste virksomhed Iposen.dk til Dansk Supermarked – og så er han tilknyttet Iværksætterprisen som mentor. “Jeg vil gerne gøre en forskel,” siger Moonis Kamil.
Moonis Kamil er for andet år i træk del af Business Region Aarhus’ Iværksætterprisen, som hver år uddeles til tre østjyske iværksættervirksomheder. I 2015 vandt IT-virksomheden Qampo i kategorien Bedste Immaterielle Produkt, og valgte sidenhen Moonis Kamil som deres mentor.
“Det som de kunne, havde jeg så sjældent set i startupmiljøet tidligere. Jeg endte med at forelske mig i både teamet og deres “produkt”. Det resulterede i at jeg investerede i dem og nu er deres Business Angel og bestyrelsesformand,” fortæller han.
Moonis Kamil fortæller også, at han glæder sig utrolig meget til at tage endnu en tørn som mentor for en af Iværksætterprisens vindere. Opgaven fylder ham med ydmyghed og glæde, når han ser, hvordan mentor-arbejdet gør en forskel for iværksætterne.
Læs også: Qampo: Vores mentor endte med at investere
Mentorskabet giver mig lov at give noget tilbage
Men rollen som mentor er meget mere end et “velgørenhedsprojekt” for serieiværksætteren. Faktisk understreger Moonis Kamil kraftigt, hvor meget han selv får ud af mentorskabet. Han oplever at arbejde uden filter, og meget intenst på opgaverne.
“Når jeg smøger ærmerne op sammen med dem, jeg er mentor for, så er vi bare nogle ‘iværksætterbørn’ samlet i et lokale, og intet andet eksisterer i det “splitsekund”, som det udgør af ens eget liv. Det er så rent og hardcore effektivt, at man næsten bliver afhængig,” forklarer han.
Derudover fortæller investoren, at mentorrollen giver ham mulighed for at udnytte sine erfaringer på meget forskellige måder og med andre ildsjæle i meget varierende kontekster. Igennem sine mentorforløb har han fået øjnene op for, at der faktisk er en stærk fællesnævner i erfaringerne fra iværksætterlivet, som kan udnyttes på tværs af branche, industri og virksomhedsstadie.
“Jeg har som mange andre iværksættere begået masser af fejl, som jeg kan spare andre iværksættere for. Samtidig kan min erfaring katalysere deres virksomhed mod deres mål. Det motiverer mig, at jeg som mentor kan bidrage positivt til iværksætternes succesrate. Her bliver jeg personligt udfordret på mine perceptioner og paradigmer, som gør, at jeg selv bliver dygtigere, hver gang jeg har været et mentor forløb igennem,” uddyber Moonis Kamil.
En chance for at påvirke landets fremtid
Udover alle de personlige gevinster Moonis Kamil får ud af sin rolle som mentor, ser han også en klar samfundsrelevans af at serieiværksættere, som han selv giver deres erfaringer videre til grønne iværksættere.
“Jeg brænder for at gøre en forskel for iværksætteriet og væksten i Danmark, til gavn for samfundet i form af innovative løsninger, samt de arbejdspladser vi er med til at skabe. Det øger effekten af landets vækstøkosystem, når de etablerede virksomhedsejere og iværksættere skaber nogle fælles sucessfulde referencerammer,” mener serieiværksætteren.
Derudover så mener Moonis Kamil, at erfaring og evner positivt forpligter. Han mener, at det er vigtigt at iværksættere, som ham understøtter landets vækst. For ham betyder det personligt engagement i startup miljøet i Danmark.