For at sikre Danmarks vækst og konkurrenceevne i fremtiden skal der, ifølge Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen, satses på robotter og automatisering. Det kan betale sig at flytte produktion til Danmark.
Fremtiden er digital, lyder det fra Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen, da han fremlægger Regeringens planer for vækst og øget konkurrenceevne for Danmark i de kommende år.
“Danmark har en enestående position i forhold til robotter. Her kan vi kan både fastholde og tiltrække arbejdskraft,” udtaler Troels Lund Poulsen.
Industrialisering 4.0 er et af tre fokuspunkter, som de i Erhvervs- og Vækstministeriet vil rette opmærksomheden mod, og herunder ligger produktion og automatisering.
“Vi skal støtte små og mellemstore virksomheder, der arbejder med robotter og automatisering. Det kan skabe vækst og give arbejdspladser,” forklarer Erhvervs- og Vækstministeren, der ikke er bekymret for, om robotter og automatisering tager arbejdet fra mennesker.
“Vi kan flytte produktion til Danmark. Et eksempel jeg gerne vil fremhæve er en dansk dynefabrikant, som jeg besøgte for nylig. De har ved hjælp af robotter og automatisering fået omkostningsniveauet ned, så det kan betale sig at producere dyner i Danmark i stedet for i Kina,” afslutter Troels Lund Poulsen.
Læs også: Dansk Unicorn om co-creation: “Vi gør hinandens produkter stærkere”
Antallet af robotter i industrien giver Danmark international 6. plads
Danmark ligger højt på den internationale liste over antal industrirobotter per 10.000 ansatte. Øverst på listen ligger Sydkorea, Japan og Tyskland. Særligt indenfor de sidste 20 år er en stor del af produktionen i Danmark overgået til robotter.
Antallet af robotter i dansk industri er støt stigende, og Danmark er nu blandt de lande i verden, der er mest automatiserede i forhold til mængden af ansatte i industrien.
Bilproducerende lande som Sydkorea og Japan er de mest automatiserede lande med henholdsvis 396 og 322 robotter per 10.000 ansatte, mens Tyskland, Sverige og Italien ligger højest blandt de europæiske lande. Til sammenligning har Danmark 155 robotter pr. 10.000 ansatte. Tallene stammer fra Ingeniørernes interesseforening IDA, der har foretaget en analyse af automatiseringen i industrien.
Det kan betale sig at flytte dansk produktion hjem igen
For nogle danske virksomheder giver øget automatisering mulighed for at få en tidligere outsourcet produktion flyttet hjem til Danmark. Et eksempel er den danskejede producent af nitrogenanlæg Oxymat A/S, der netop har investeret 10 millioner i at få en højt automatiseret produktionslinje flyttet, hvilket har gjort det muligt at flytte dele af produktionen fra Slovakiet til Danmark.
”Vi ønsker at beholde flest mulige opgaver i egenproduktion. Det er altid nemmere at kontrollere egenproduktion end underleverandører, og med den nye investering i Danmark vil vi først og fremmest tage outsourcede produkter hjem. På den måde har vi fuld kontrol over leveringstider og kvalitet”, siger CEO og hovedaktionær i Oxymat, Jesper Sjögren, i en pressemeddelelse.
I bunden af listen over automatiserede lande ligger Indien – et land som mange outsourcer deres produktion til. Tallene vidner om, at det stadig er manuelt arbejde, der udføres i den indiske industri.
Læs også: Anker Boye: “StartupHub skal sikre fremtidens arbejdspladser”