Arkiver

FintechNyheder

Reaktion: Hufsy om placering i ”European Fintech Top 100”

Vi kunne sidste uge fortælle, at Hufsy og Coinify begge havde klaret sig ind på ”The European Fintech Top 100 of 2016”. Selvom de i disse dage har travlt med Money2020, som løber af stablen i København, har vi fået en kommentar fra Hufsy.

Det københavnske startup Hufsy har kun eksisteret siden december 2015 og er altså mere eller mindre sprunget direkte fra det ukendte ind på den europæiske top 100-liste.

Hufsy vil hjælpe små virksomheder med at samle alle deres økonomiske forhold – bankkonti, betalings-gateway og regnskab – i ét og samme program. De regner dog først med at have deres produkt klar sidst på året, og det var derfor også en glad medstifter, vi fik fat i.

”Vi er meget beærede over at være på top 100 listen sammen med nogle af vores fintech-forbilleder. Vi er relativt nye, fra december 2015, og havde ikke turde håbe på at blive en del af top 100-listen,” siger Maria Flyvbjerg Bo, medstifter af Hufsy.

Hvad betyder placeringen på top 100-listen for en nystartet virksomhed som jeres?

”Det betyder rigtig meget. Det giver os en rigtig god mulighed for at gøre opmærksom på, hvem vi er, og hvad vi laver. Vi vil helt sikkert bruge muligheden til at sprede budskabet om Hufsy og udvide vores netværk,” siger Maria Flyvbjerg Bo.

Placeringen betyder, at både Hufsy og Coinify deltager ved European Fintech Awards i Amsterdam d. 14. April, og ender de i top 25, får de chancen for at pitche deres startup foran et ekspert-panel til award-showet.

Skriv et svar