Brian Munkholm har netop vundet den prestigefulde Nordic Startup Award ‘CTO – Hero of the Year’. Her fortæller han om, hvorfor en dygtig CTO er blevet så essentiel en medarbejder og om det skulderklap til hele holdet bag Realm, som awarden repræsenterer for ham.
Årets CTO blev kåret ved Nordic Startup Awards i sidste uge, og det var Brian Munkholm fra det danske startup, Realm, der løb med den fornemme titel. Hans officielle titel er ellers ikke CTO, fortalte han ved prisoverrækkelsen, men jobbeskrivelsen er dog den samme. Han leder den tekniske udvikling hos Realm, der er en database, som alle app-udviklere, ifølge Brian Munkholm, er glade for at bruge. At Realm vandt den mest eftertragtede pris ved Nordic Startup Awards ‘Startup of the Year’ taler sit eget tydelige sprog.
“Tidligere var det nogle trælse produkter, som man kunne bruge til app-udvikling gennem Apple eller Google. Vi har bygget en database, der er effektiv til app-udvikling. Realm er et værktøj til software udviklere, der gør det muligt for dem at lave deres apps hurtigere end tidligere. Den er udviklervenlig – og udviklere fortæller os, at de er glade for vores database. Det er lettere at lave apps, og de kan spare en masse tid og ressourcer, fordi den er let tilgængelig og tilmed hurtig i brug. Og så er den ovenikøbet gratis,” fortæller Brian Munkholm.
Tidligere brugte alle app-udviklere SQLite, men nu er Realm altså ved at vokse sig store på app-udvikler-markedet.
Til hverdag holder Brian Munkholm og holdet bag Realm til på Founders House i hjertet af Islands Brygge.
Nye tider for udviklere
Softwareudvikling er begyndt at gå rigtig stærkt, og feltet er blevet så stort og avanceret, at man skal holde tungen lige i munden for at kunne filtrere i, hvad der er vigtigt, og hvad man bare må indse, at man ikke kan nå, forklarer Brian Munkholm. Software udviklere har efterhånden fået en langt mere afgørende betydning for virksomheders produkter i dag end tidligere. Der er en masse teknologi, der giver muligheder, og det giver udviklere en mere central rolle i virksomhederne.
“Den teknologiske udvikling sker enormt hurtigt. Der sker hele tiden nye ting, og der bygges hele tiden ovenpå den eksisterende teknologi,” siger Brian Munkholm og uddyber:
“Hvis vi har svært ved noget som udviklere, hjælper vi hinanden. Der er kommet en høj grad af vidensdeling i vores branche. Vi har brugt årevis på at gøre det lettere at udvikle apps, og herefter er der udviklere, der bygger ovenpå den teknologi, som vi har lavet. Det er blevet lettere at dele forskellige frameworks og teknologi, som andre kan viderudvikle på. Og det betyder selvfølgelig, at ny teknologi hurtigere bliver udbredt – og kan udvikle sig endnu hurtigere.”
Der er, ifølge Brian Munkholm, sket en hel masse for softwareudvikling indenfor de sidste 25 år, men en af de mest essentielle ændringer er, at man som udvikler i dag har en helt anden anden adgang til viden end tidligere – og ikke mindst at udviklere deler langt meget mere med hinanden. Brian Munkholm fremhæver blandt andet GitHub og StackOverflow som eksempler på, hvor udviklere deler viden og ny teknologi.
Mange startups bliver i dag stiftet af udviklere – eksempelvis Facebook og Google. Og derfor bakker mange investorer også tit op om en teknisk stifter og vil være interesserede i at fastholde ham eller hende som CTO eller CEO i virksomheden.
Award er en anerkendelse af vores teamindsats
At Brian Munkholm har vundet dette års ‘CTO – Hero of the Year’ ser han selv som et udtryk for anerkendelse af deres fælles indsats i startuppet – og for at folk kan se mulighederne i deres banebrydende produkt.
“Jeg ser det som en teknisk anerkendelse. Der er mange, som ved, hvor svær en teknologi vi har udviklet, og derfor ser jeg også prisen som en anerkendelse af vores teamindsats. Det er et kæmpe skulderklap, og et udtryk for, at folk ved, at det er lykkedes for os – også på verdensplan,” lyder det begejstret fra Brian Munkholm.
Han fortæller, at en af de største udfordringer, han oplever, er rekruttering.
“Det bruger jeg rigtig meget tid på. Jeg forsøger hele tiden at ansætte folk, der er klogere end mig – og det er heldigvis ikke så svært,” griner Brian Munkholm og fortsætter afslutningsvis:
“Vi har brug for de dygtigste udviklere, hvis vi skal blive bedre og større end Google og de andre. Dygtige udviklere tiltrækker andre dygtige udviklere. Dem med drive til at kunne udvikle noget af det bedste – og evnen til at kunne filtrere.”
Du kan finde din næste CTO på online platformen The Hub.dk, der er sat i verden for at hjælpe startups og vækstvirksomheder med at accelerere deres vækst. Konceptet har flere fokuspunkter – rekruttering og matchmaking mellem startups og investorer er blandt disse.
Læs også: En dygtig CTO – en af de vigtigste medarbejdere i et startup