Det er noget, de fleste digitale virksomheder slås med. Det der med at finde udviklere, der både er dygtige og er til at betale. Og det hjælper sjældent, at man som Dataproces i Nibe, også skal overbevise dem om at flytte til provinsen.
Derfor valgte virksomheden at søge hjælp hos frivillig-organisationen AIESEC, som specialiserer sig i at hente talent fra udlandet til udveksling i danske virksomheder, som har brug for det.
Læs også: Talent-Tørken: Her Er Hjælp Til At Hente Talenterne Direkte Fra Universitetet
Dataproces i Nibe leverer “big data”-analyser til over en tredjedel af Danmarks kommuner. Analyserne bruges primært til at finde penge til kommunen. Penge, som er blevet overset i de administrative processer på tværs af afdelinger, fagområder og til tider også myndigheder.
”Danske kommuner er i dag utrolig digitale og de bruger hver især mange hundrede forskellige it-systemer. Dataproces er i stand til at analysere på det komplette datamateriale, uanset mængde og kilde, og kan dermed identificere yderligere indtægter eller besparelser,” forklarer Kjartan Jensen, der er direktør i Dataproces.
Som eksempel nævner Kjartan Jensen kommunens momsrefusion, mellemkommunale betalinger, udligning, indkøb med videre. I kølvandet på kommunernes digitalisering har Dataproces så at sige udviklet en en helt ny og mere omfattende form for økonomisk kontrol og analyse, kendt under betegnelsen Digital Indtægtsoptimering.
“Vores virksomhed består af økonomer, jurister og udviklere, som hele tiden holder vores analysemodeller opdateret på lovgivningen. Men at overvåge og oversætte de mange regler og love er ikke nok. Algoritmen skal også tilpasses til at genkende – og til dels også forstå – de informationer, der på den ene eller anden måde indikerer noget uretmæssigt eller afvigende. Og det er altså uanset dataformat, -kilde og –mængde. Ved nogle analyser går vi flere årtier tilbage i tiden og så er der altså tale om en ret krævende opgave,” forklarer Kjartan Jensen.
At få vertikalerne til at spille sammen
Kjartan Jensen fortæller, at det er vigtigt for ham at sørge for, at de forskellige faggrupper i virksomheden kan forstå hinanden og samarbejde, fordi hele virksomheden og alle deres løsninger bygger på tværfaglighed:
”Vi består overordnet af tre ret forskellige faggrupper, der som udgangspunkt taler hvert sit sprog. Men det er sammenspillet mellem dem, og deres fælles forståelse for både Dataproces og vores samarbejdspartnere, der udgør fundamentet for virksomhed og vores løsninger. Derfor er det også en højtprioriteret opgave for mig som leder og direktør, hele tiden at facilitere denne fælles forståelse. Både over for nye medarbejdere, men også hver gang vi udvikler og lancerer et nyt produkt,” forklarer han.
Den store opmærksomhed på medarbejdernes indbyrdes forståelse og kommunikation er måske også grunden til, at Kjartan Jensen og Dataproces har kunne fastholde de to udviklere, de indtil videre har haft på udveksling:
”Det er ingen hemmelighed, at det nok kan være lidt fremmed at komme til Nordjylland fra en helt anden kultur. Men det er min oplevelse, at AIESEC har gjort en stor indsats for at hjælpe vores udvekslings-udviklere godt til rette her i Danmark. Om ikke andet, så er der i alle fald etableret et stærkt netværk mellem de AIESEC-udvekslede her i regionen, der alle har base i Aalborg tæt på universitet. Men det er klart, at jeg håber, at de med tiden får et lokalt netværk bestående af andre nordjyder og aalborgensere. Jeg tror, det er vigtigt, hvis vi også skal kunne fastholde udviklerne på sigt,” smiler han.
De to udvikleres udvekslingskontrakter med Dataproces udløber til august, hvorefter Kjartan Jensen er klar til at tilbyde begge job. Derfor er han nu begyndt at undersøge, hvilket papirarbejde han skal have styr på, hvis udviklerne skal have fortsat opholdstilladelse – igen med mulighed for støtte og vejledning fra AIESEC.