Arkiver

NyhederSponsoreret indholdSustainable Tech

Innovatorium Nordhavn – nyt storstilet projekt skal booste Københavns grønne energiprofil

Innovatorium Nordhavn Trendsonline

Et nyt projekt skal give alle med ideer til grønne energiløsninger mulighed for at teste deres ideer af, få sparring og stillet en stor mængde data til rådighed. Innovatorium Nordhavn vil bidrage til at gøre København til en CO2-neutral by, samle og showcase de nyeste grønne energiløsninger.

De fysiske rammer for Innovatorium Nordhavn er endnu ikke helt på plads – men det er derimod planerne for projektet, der blandt andet skal give iværksættere og startup-virksomheder adgang til en stor mængde data fra DTU, Københavns Kommune og Doll. Det skal give grobund for nye energiløsninger til glæde og gavn for miljøet, byer, virksomheder og forsyningsselskaber.

“Alle med energiløsninger og grønne ideer er velkomne hos Innovatorium Nordhavn – om det er et Smart City projekt, byrumsløsninger eller lignende. De Smart City ideer, der ikke passer helt ind i projektet, kan Copenhagen Solutions Lab samle op, eller ideerne kan sendes videre til andre samarbejdspartnere. Ideer til energiløsninger, der kan flyve, tages selvfølgelig videre i vores projekt,” fortæller Project Lead i Innovatorium Nordhavn, Rasmus Reeh, og pointerer:

“Vi ønsker ikke at konkurrere med eksisterende kontorfællesskaber og andre grønne initiativer – vi ønsker at bidrage, samle og stille nye muligheder til rådighed.”

Innovatorium Nordhavn skal efter planen både kunne huse virksomheder med grønne ideer og alle de delegationer, der valfarter til København for at finde inspiration til grønne energi- og klimaløsninger. Derfor vil en del af projektets fysiske rammer være dedikeret til at eksponere virksomhederne, energiløsninger og andre af Københavns klimavenlige projekter.

“Håbet for Innovatorium Nordhavn er, at det kan give vores grønne virksomheder luft under vingerne og samtidig skabe vækst, mulighed for jobs og selvfølgelig sprede de gode klimavenlige ideer til andre byer,” siger Rasmus Reeh.

Innovatorium Nordhavn vil inspirere internationale aktører

Rasmus Reeh fortæller, at Innovatorium Nordhavn har tre store fokusområder; test og udvikling af de deltagende virksomheders ideer, investorer – særligt bygningsinvestorer – og byer.

“De virksomheder, der kommer med nye løsninger, har behov for at teste, og derfor vil vi stille data til rådighed, give dem mulighed for at prøve deres ideer af. Herefter yder vi hjælp i forbindelse med prototyper og test af dem. For eksempel kan de gennem os få mulighed for at teste på København Kommunes bygninger. Går det godt, skal løsningerne i næste led demonstreres – det kan være i et street lab omkring rådhuset eller hos andre af vores samarbejdspartnere,” forklarer Rasmus Reeh og fortsætter:

“For os er det også utroligt vigtigt at få skabt et Risk-Management-Tool, som vi vil stille til rådighed for potentielle investorer. Vi skal gøre det nemt for investorerne at se, hvorfor det kan betale sig for dem at investere i bæredygtige løsninger. Særligt er vi interesserede i at få bygningsinvestorer til at se mulighederne og fordelene.”

Når Innovatorium Nordhavn er skudt i gang, skal projektet fremme klimavenlige energiløsninger og inspirere investorer til at foretage grønne investeringer. Ligesom man også vil inspirere flere byer og regioner rundt om i verden til at inkorporere bæredygtige energiløsninger, når nye bydele skyder frem eller gamle renoveres.

Innovatorium Nordhavn vil drage nytte af Københavns varemærke som en global højborg indenfor energi og smart city industrierne. Det vil man gøre ved at tiltrække flere investeringer i udviklingsafdelinger hos store globale virksomheder, som Cisco og Hitachi, der allerede ligger i København. Undersøgelser anslår, at der er potentiale for op mod 30.000 nye jobs.

Alt dette kan kun blive en realitet ved at udnytte ”den smarte by”. Helt konkret vil Innovatorium Nordhavn bygge på fire elementer:

  1. En data platform forbundet til både bygninger og infrastruktur i København,
  2. En test-platform der understøtter offentlige- og private sektorers udvikling af innovative energiløsninger
  3. En godkendelses-platform som investorer, byer og virksomheder kan bruge til at validere en innovations potentiale inden der foretages investering
  4. Et showroom, der kan visualisere og markedsføre løsninger.

Sammenfattet tillader Innovatorium Nordhavn, at virksomheder indenfor energibesparende løsninger kan udvikle og markedsføre nye løsninger samme sted og sikre sig en mere sammenhængende fortælling til at overbevise investorer.

Samarbejde med Climate-KIC

Idéen til Innovatorum Nyhavn fik Rasmus Reeh for et års tid siden, hvorefter han skrev en ansøgning til Climate-KIC Nordic, der arbejder for at skabe sammenhæng mellem private, offentlige og akademiske initiativer på klimaområdet. Rasmus Reeh kom derefter med i Climate-KIC’s Pathfinder Program, der gav ham mulighed for at teste af, om der var et behov for et projekt som hans. Og det var der bestemt.

“Samarbejdet med Climate-KIC har været særdeles frugtbart. Jeg fik afdækket, om der var et behov blandt virksomheder, samarbejdspartnere og investorer for et projekt som Innovatorium Nordhavn. Og efterfølgende har jeg fået et tæt og nært forhold til Climate-KIC, der giver mig adgang til virksomheder og viden i hele Europa,” lyder det begejstret fra Rasmus Reeh, der afslutter:

“Deres acceleratorprogram leverer virksomheder videre til vores projekt. For eksempel har jeg netop fået kontakt til en fransk virksomhed med en interessant energiløsning, som de gerne vil teste af i samarbejde med os.”

Målet med Climate-KIC er at opnå løsninger på miljømæssige udfordringer gennem samarbejde på tværs – mens grønne startups hjælpes i gang. Særligt fokuseres der på ’clean tech’, der kan være alt fra genbrugsportaler og deleøkonomiske initiativer til energioptimering og forureningsnedsættende koncepter.

Skriv et svar